Næsten hver tredje socialrådgiver, pædagog og andre medarbejdere i FTF’s faggrupper oplever i høj eller meget høj grad, at bureaukrati forhindrer eller forstyrrer arbejdet med kerneopgaverne. Det svarer 29 procent i en ny undersøgelse blandt 24.000 FTF’ere. Dermed bliver medarbejdere fra alle FTF-brancher markant mere belastet af forstyrrelser i arbejdet end landsgennemsnittet.

Læs meget mere om undersøgelsen her: www.ftf.dk/aktuelt/ftf-analyse/artikel/ftf-vil-udvikle-den-offentlige-styring-i-partnerskab/

Det er ikke alene ulykkeligt for den enkelte, at man bliver syg af dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det går også hårdt ud over samfundsøkonomien.

Læs mere på FTF´s hjemmeside:
http://www.ftf.dk/aktuelt/ftf-analyse/artikel/bekaemp-stress-og-oeg-arbejdsudbuddet/

Langt de fleste arbejdspladser har heldigvis en grøn smiley,

Den grønne smiley viser, at virksomheden ikke har noget udestående med Arbejdstilsynet, og er dermed et signal til omverdenen om, at virksomheden har orden på sit arbejdsmiljø. Kontakt foreningen, hvis du ønsker gode råd og assistance til hvordan din arbejdsplads kan blive bedre Kff@remove-this.Kff.dk

I disse dage mødes hun med ministre og organisationer på alle niveauer, og i dag var det tid til at drøfte forholdene i fængslerne.

-          Vi skal have alle under 18 år ud af fængslerne. Det bør have høj prioritet hos regeringen – det er simpelthen uværdigt for et samfund som det danske, at vi fortsat fængsler børn i såkaldt rigtige fængsler, siger John Hatting formand for Kriminalforsorgsforeningen.

I børnekonventionens artikel 3 nævnes det, at skal komme i første række. I artikel 37 B står der, at , og i artikel 40 fremhæves det, at myndighederne har ansvar for at fremme, at

-          Desværre bryder vi konventionen dagligt. Børn skal hjælpes i stedet for at spærres inde, og det siger da sig selv, at vi kun vanskeligt kan hjælpe børn, men de sidder i fængsel, siger John Hatting.

I regeringsprogrammet står der, at vi nu skal til at overholde internationale konventioner.

-          Det er i sig selv barokt, at man er nødt til at skrive det, men tydeligvis nødvendigt, siger John Hatting.

 På side 60 i regeringsprogrammet skriver regeringen at: ”Den vil sikre, at ingen børn under 18 år får ophold blandt voksne kriminelle i landets fængsler”. 

- Sådan, det er klar tale! Altså, hvis det betyder, at børnene skal ud og ikke bare adskilles fra de voksne afsonere, siger John Hatting.

Det var også helt tilbage i 1905, at den daværende Rigsdag hævede den kriminelle lavalder fra 10 til 14 år. Femogtyve år senere i 1930 hævede et bredt flertal i Rigsdagen den kriminelle lavalder med yderligere ét år til de nuværende 15 år, ja, på nær fire medlemmer, stemte samtlige medlemmer af Rigsdagen for forslaget.

Jeg vil kalde dagen i dag for en sejr for fornuften, og med denne kronik vil jeg argumentere for, at der reelt ikke eksisterer ét eneste fagligt som sagligt redeligt rationale, der taler for en lavere kriminel lavalder, hvis vi ellers skal bygge land med love, der er baseret på viden og ikke funderet på et indre buldrende følelsesliv, som tændes, hver gang især den kulørte presse forarget svælger i enkeltsagers makabre detaljer.
Den gode nyhed er, at ungdomskriminaliteten er faldende. Den er faldet støt og roligt siden midt-firserne, og er ikke påvirket af om der føres den ene eller anden retspolitik. Nedsættelsen af den kriminelle lavalder forrige år var således mere et politisk værktøj til at signalere fasthed og konsekvens, og da forslaget var i høring, fik det derfor også en ganske ublid medfart.
Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet i daglig tale Ungdomskommissionen var den daværende regerings egen tænketank, og de frarådede i klar tale at sænke den kriminelle lavalder af en række indlysende årsager, derunder at fængselsstraffe i mange tilfælde vil være mere belastende for unge end for voksne. Det samme gjorde sig gældende i den lange række af høringssvar, der blev afgivet af så forskellige organisationer som diverse fagforeninger, Børnerådet, Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Dommerforeningen, Advokatrådet, KL, Danske regioner samt Østre og Vestre Landsret.

Ungdomskommissionen udtalte blandt andet følgende om den kriminelle lavalder: ”Vælger man at nedsætte den kriminelle lavalder vil der således primært være tale om en tidligere ’retliggørelse’ af barnets problemer, hvilket i henhold til undersøgelser i sig selv kan medføre en negativ kriminalpræventiv effekt. Man risikerer således herved, at barnet tidligere stemples som kriminel, og at der er en betydelig risiko for, at barnet, til skade for behandlingsmulighederne, ikke ønsker at medvirke til opklaringen af det kriminelle forhold!”.
Ungdomskommissionen pegede også på den nødvendige inddragelse af forældre, skole og andre, hvilket kun ville blive vanskeliggjort, hvis retssystemet involveres.
Ungdomskommissionen konklusion om en sænkelse af den kriminelle lavalder var på intet tidspunkt til at tage fejl af: ”Af de ovennævnte grunde, herunder særligt det forhold, at en sænkelse af den kriminelle lavalder kan forventes at have en negativ kriminalpræventiv effekt i forhold til målgruppen, skal et flertal i kommissionen generelt anbefale, at indsatsen i forhold til børn under den kriminelle lavalder, der begår kriminalitet, gøres mere effektiv og virkningsfuld gennem en styrkelse af de ikke-strafferetlige reaktionsmuligheder frem for ved sænkelse af den kriminelle lavalder”.

Den nuværende opposition har i sine spørgsmål til den siddende regering haft en del fokus på, at 14 årige, der begår kriminalitet nu bliver straffrie. Det er rigtigt, at de ikke kommer for en dommer og verserende sager aflyses. En del medieopmærksomhed er i den forbindelse gået på, at 14 årige nu i stedet for en strafferetslig sanktion går fri og helt uansvarligt i bedste laissez faire stil overlades til dem selv og fortravlede kommunale socialrådgivere, som mest af alt vil komme med formanende løftede pegefingre om, at de er ude på et skråplan.

Min bekymring går mest af alt på utilstrækkelig økonomisk formåen i den kommunale sektor, men ellers er jeg fagligt helt tryg ved, at der forud for eventuelle forebyggende og intervenerende sociale hjælpeforanstaltninger går et grundigt udredningsarbejde, at kommunerne derfor kan iværksætte forløb og tiltag, der er rettet mod den enkelte unge og at foranstaltningerne løbende kan tilrettes, således at opgaven løses bedst muligt.

Kommunerne kan eksempelvis give støtte i skole og hjem. De kan udpege en kontaktperson og formidle praktikpladser og lignende. I grovere sager kan der udstedes et såkaldt ungepålæg, som forpligter den unge til at tage imod et relevant tilbud eller pålægger den unge konkrete handlepligter, f.eks. om at skulle være hjemme på et nærmere bestemt tidspunkt (eksempelvis fredag og lørdag aften), eller om at skulle bidrage til at genoprette den skade, som er forvoldt en anden person ved hærværk mv.  Endelig er der i grove tilfælde af kriminalitet mulighed for anbringelse uden for hjemmet, herunder på institution.
I Kriminalforsorgsforeningen foretrækker vi socialfaglige foranstaltninger for unge under 15 år, der har begået kriminalitet. For vi ved, at ved ophold i fængsler eller andre former for sikrede institutioner udvikler de unge mange gange en asocial adfærd, asociale attituder og en negativ opfattelse af samfundet. Det etablerede samfund bliver så at sige fjenden, og de unge identificerer og forstår sig selv som en sej subkultur, der udtrykker sin foragt for samfundet gennem kriminalitet.

Dette har justitsministeriets forskningsenhed i en rapport om ungdomskriminalitet fra 2008 også identificeret: ”Risikoen er stor, ved at placere unge kriminelle på institutioner sammen, idet de på institutionen udvikler negativ ungdomskultur med antisociale attituder og antisocial adfærd”.
Det er derfor ikke tilfældigt, at vi har taget den internationalt anerkendte kriminolog Nils Christies yderst rammende udsagn til os: ”Fængsler er Universiteter i Kriminalitet”, for i fængsler og lignende institutionstyper tales der så uendeligt lidt om følelser, familie, samfund, demokrati, job og uddannelse, men derimod ikke så lidt om kriminalitet. De unge lærer af hinanden og ikke mindst af de ældre medindsatte: De udveksler erfaringer og idéer, de giver hinanden tips til steder, hvor det kunne være en god idé at bryde ind eller begå et røveri, og de er ikke blege for at fortælle om og prale af de mest spektakulære forbrydelser, som de senest har begået. Alt i alt lærer man i fængslerne stort set ikke noget af det, man skal bruge, når man bliver løsladt. Det forholder sig snarere lige omvendt, hvilket også blev klarlagt af en af 1900 tallets mest betydningsfulde sociologer Goffman helt tilbage i 1960érne. Så det er på ingen måde ny viden, at man aflæres de sociale kompetencer man mange gange besad, før man blev indsat, idet fængselslivet fordrer en hård facade, nærmest ingen selvstændighed og meget få sociale færdigheder, og udviser man svaghed, bliver man ofte kanøflet. Nej, et fængselsophold giver til gengæld de seneste opdateringer i alle typer af kriminalitet, som i mange tilfælde skal afprøves efter endt straf – for så bliver man nemlig en af de sejeste – næste gang man kommer i fængsel.

Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Antallet af gengangere er bekymrende højt blandt de yngste kriminelle, og der er ikke noget tydeligt tegn på, at den kriminelle lavalder selvstændigt får de unge til at afbryde en kriminel løbebane, idet kriminalitetskurverne ikke knækker, når de unge 14 og 15 årige er stødt på lavalderen.

Det vil sige, at lavalderen i sig selv ingen præventiv effekt har. Hertil kommer, at kriminaliteten for børn under 15 ikke fylder væsentligt i det samlede kriminalitetsbillede, og den har i øvrigt heller ikke været stigende det seneste tiår.

Alle lovforslag følges normalt op med en række spørgsmål fra oppositionen, som skal bidrage til at afdække det stillede forslags virkning og konsekvens. Et glimrende spørgsmål relaterede sig til lavalderen i andre lande, og her svarede den tidligere regering, at Slovakiet er det eneste land, der i nyere tid har sænket den kriminelle lavalder. Det vil sige, at ingen andre civiliserede eller halv- korrupte lande for den sags skyld, har sænket den kriminelle lavalder, altså lige bortset fra Danmark.

Det tidligere østland argumenterede lige så langt ude i skoven som den tidligere danske regering, idet de lod forstå, at 14 årige i dag i højere grad end tidligere besidder den fornødne modenhed til, at det er forsvarligt at anvende strafferetslige sanktioner. I Kriminalforsorgsforeningen har vi nu ikke noteret os nogen former for udviklingspsykologisk forskning, der understøtter dette postulat. Det kan godt være, at ungdommen kommer tidligere i puberteten i dag end det var tilfældet for generationer siden, men det forhold plejer man da normalt ikke at forveksle med den ’fornødne intellektuelle modenhed’, som der blev henvist til.

Argumentationen sås i øvrigt også kun anvendt i spørgsmål om kriminalitet og straf. Den seksuelle lavalder, valgretsalderen, hvor gammel man skal være for at køre på knallert eller for den sags skyld købe cigaretter eller alkohol har på intet tidspunkt været en reel del af debatten om, hvornår børn og unge besidder den fornødne modenhed.

Med omvendt fortegn udviste den nuværende opposition også interesse for den fornødne modenhed og spurgte til baggrunden for, at ministeren ikke mener, at en 14 årig har den fornødne modenhed til at det er forsvarligt at anvende strafferetslige reaktioner. Ministeren henviste i sit svar til Ungdomskommissionens redegørelse og tilføjede fornuftigt, at kriminalitet ikke kan forebygges eller for den sags skyld bekæmpes ved at behandle børn som kriminelle voksne.

Det er i debatten også blevet fremhævet, at den kriminelle lavalder varierer en hel del. Det er rigtigt, at lavalderen for den angelsaksiske del af verden ligger omkring de 10 år. Skotterne hævede den eksempelvis for et par år siden fra 8 til 12 år. Det er i den sammenhæng væsentligt at bemærke, at deres retstraditioner, ej heller børne- og menneskesyn, har meget til fælles med de nordiske traditioner, hvor Norge som det sidste land i 1990 hævede den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år til det nuværende fællesnordiske niveau.
Inden Norge hævede lavalderen oplevede de i en periode en del ungdomskriminelle 14-årige, men de tog konsekvensen og hævede den kriminelle lavalder, og gjorde de 14 årige straffri, hvilket har været en medvirkende årsag til, at problemet er blevet mindre. Socialdepartementet undersøgte i 1994 konsekvenserne af forhøjelsen. Konklusionerne var ikke soleklare, men den registrerede kriminalitet blandt 14-årige var faldet en anelse. Ledende eksperter indenfor ungdomskriminalitet og børns udvikling var stolte, og de fremhævede, at børn skal hjælpes og støttes – ikke straffes og indespærres.

Mange politikere ønsker ikke børn i de danske fængsler, men virkeligheden er og har været, at der hver dag året rundt er børn i Kriminalforsorgens institutioner. 

Børn under 18 år må som udgangspunkt overhovedet ikke anbringes i almindelige fængsler. Det fastslår FN´s børnekonvention og De Europæiske Fængselsregler, men det har myndigheder og politikere set stort på længe.
FN's Komite for Barnets Rettigheder fastslog i 2007 i rapporten 'Children's Rights in Juvenile Justice', artikel 30, at en kriminel lavalder mellem 14 og 16 år er acceptabelt.

Men komiteen gjorde det samtidig klart i artikel 32, at medlemslande hele tiden skal arbejde på at hæve den kriminelle lavalder. På den baggrund sænkede Danmark den kriminelle lavalder i direkte modstrid med FN´s anbefalinger.
FN´s børnekonvention, som Danmark ratificerede i 1991, taler også sit eget tydelige sprog: I børnekonventionens artikel 3 nævnes det, at barnets tarv skal komme i første række. I artikel 37 B står der, at fængsling kun må bruges som sidste udvej, og i artikel 40 fremhæves det, at myndighederne har ansvar for at fremme, at barnet resocialiseres.

De europæiske fængselsregler fastslår, at børn op til 18 år som hovedregel ikke må tilbageholdes i et fængsel for voksne. Dertil kommer, at et varetægtsfængslet barn især i provinsen de facto vil være isoleret, da de i udgangspunkt ikke må have samvær med voksne, og hvis nogen skulle have glemt det, er isolationsfængsling jo tortur.

Uanset om vi ser på vores internationale og konventionsbårne forpligtelser, virkningen af en tidligere retliggørelse af unge mennesker, de forhåndenværende socialfaglige og pædagogiske forebyggende og intervenerende sociale hjælpeforanstaltninger samt den tilgængelige kriminologiske viden, ikke kun fra Danmark, men også fra sammenlignelige systemer, er det min klare opfattelse, at der reelt ikke eksisterer ét eneste faglig som sagligt redeligt rationale, der taler for en lavere kriminel lavalder. Derfor er dagen i dag en sejr for fornuften. Men det er samtidig forståeligt nok, at vi ofte debatterer enkeltsager, gerningsmandens afstumpethed og ofrenes helt urimelige behandling, hvorfor det kan være en stor og til tider næsten uovervindelig udfordring at bevare en rationel tilgang til det retspolitiske område.

Det er mit ønske, at vi med straffesystemet skal sende klare og tydelige signaler til den enkelte om, at de kriminelle gerninger er uønskede, samtidig med at straffenes længde og sammensætning i sig selv ikke nedbryder den kriminelle unødigt. Står det til mig, skal vi tænke straf klogere. Vi skal turde tage livtag med de straffe, der udløser det største recidiv. Det er nok klart, at der altid vil være kriminalitet i et samfund, men lad os gøre noget af det, der virker – noget af det, der modvirker, at unge kriminelle får en lang kriminel løbebane med alt for mange ofre på samvittigheden.

Justitsministeren siger i den forbindelse ganske fornuftigt til Politiken, at han vil øge brugen af samfundstjeneste og lægge større vægt på brugen af alternative strafformer.

Det er i sig selv helt rigtigt. Naturligvis skal folk allerhelst fastholdes i job og uddannelse, mens de afsoner. Det er kernen i det vi kalder klogere straffe. Men vi skal også turde tage livtag med de straffe, der udløser det største recidiv. Vi må og skal have færre kriminelle, og én af metoderne kunne være at se på om vi kan løslade folk hurtigere, men med vilkår om behandling, uddannelse eller andet, der passer til den enkeltes situation. Vi skal helt enkelt stille krav til den enkelte, og vi skal samtidig stille nye krav til Kriminalforsorgen og de myndigheder, der samarbejdes med. Der er brug for en mindre revolution på Kriminalforsorgens område, hvis vi reelt skal have mindre kriminalitet og dermed også færre ofre. Vi kan med fordel begynde med nogle af de områder vi kender i forvejen: Udvid fodlænkeafsoningen for domme på op til 8 måneder, mod fem måneder, som det er i dag. Der skal en langt bedre uddannelsesindsats til. Alt for mange har end ikke færdiggjort 9. klasse. Det skal de hjælpes til og derudover skal vi have mange ud i lærerpladser, i gang med ungdomsuddannelse og lignende. Det kræver ikke kun et mentalt tigerspring, men også investeringer i Kriminalforsorgen, som jeg er overbevist om vil give et fornemt økonomisk og socialt afkast. Det er i dag et kæmpe samfundsspild, at de unge sidder unyttige hen i fængslerne. Tænk, vi løslader ca. 14.000 mennesker hvert år. Alt for mange begår ny kriminalitet og alt for mange af de øvrige bliver passivt forsørget – om ikke resten af deres dage, så i en lang årrække.

Måske skal kommunerne betale for at have deres borgere i fængsel, så de reelt motiveres til at hjælpe dem, når de bliver løsladt. Kommunerne ”glemmer” ganske enkelt borgerne mens de sidder inde. Det er alt for dyrt, ineffektivt og selvfølgelig uværdigt for den enkelte.

Fængslerne har til alle tider været en social skraldespand. Men vi hører mest om pladsmangel og dårligt arbejdsmiljø. Lad mig straks advare mod at øge kapaciteten. Det vil være en ond cirkel, hvor vi fodrer os selv med halen – og sikrer, at de kriminelle kommer igen og igen. For fængselslivet er desværre som heroin, nemlig stærkt vanedannende. Jeg ville ønske, at vi kunne invitere alle borgere en tur i spjældet. Ikke bare til et hurtigt kig, men længe nok til at se, at bagved den hårdkogte facade er der en række karakteristika som passer på de fleste indsatte og deres familier: Der er en stærk overrepræsentation af folk med anden etnisk oprindelse end dansk. Det skal bemærkes, at renses tallene for socio-økonomiske forhold, er indvandrere og efterkommere ikke mere kriminelle end etniske danskere. Der er også massive misbrugsproblemer og alt for mange psykisk syge. Mange har oplevet alvorlige svigt, vold og misbrug i barndommen samt at have været plejeanbragt eller lignende. Tallene afslører også særdeles sparsomme erhvervserfaringer, et ringe uddannelsesniveau og markant lavere indkomstforhold.

Alt i alt skal vi derfor sætte ind med virksomme tiltag og ikke opfatte kriminelle som folk, der jo selv har købt billetten. Langt flere skal have en personlig mentor – ikke bare nogle måneder, men måske i 3-4 år. Vi skal have systematisk studie- og erhvervsvejledning i fængslerne. Banderne skal splittes ud på bittesmå afdelinger, så vi kan få mulighed for at påvirke dem til at træde ud af deres bande u-væsen. Vi skal afprøve mobiltelefoner i lukkede fængslerne, så man kan bevare kontakten til sine børn og dermed også bevare troen på et almindeligt liv uden kriminalitet, vi skal afskaffe en stor del af de rutinemæssige urinprøver, hvor vi dagligt ydmyger hundredvis af indsatte, vi skal have ny lovgivning, som forbyder børn i vores fængsler, vi skal afprøve betingede pletter på straffeattesterne for alle under 25 år, vi skal prøveløslade langt flere, vi skal udsluse langt flere, vi skal ansætte professionelle socialpædagoger til at støtte og motivere den enkelte til et liv uden kriminalitet, som forhåbentligt fører til et aktivt og virksomt liv med familie, børn og arbejde. Og der er meget meget mere vi kan gøre, men lad os nu komme i gang.

Justitsministeren udtaler i dag i Politiken, at han vil øge brugen af samfundstjeneste og lægge større vægt på brugen af alternative strafformer.

-    Det lyder godt. Vi skal samtidig turde tage livtag med de straffe, der udløser det største recidiv. Vi må og skal have færre kriminelle og én af metoderne kunne være at se på om vi kan løslade folk hurtigere, men med vilkår om behandling, uddannelse eller andet, der passer til den enkeltes situation, siger formand for Kriminalforsorgsforeningen John Hatting.

Udvikling i strafmasse. Det vil sige alle domme med ubetinget frihedsstraf målt i måneder.

2011: 71.965

2010: 70.868

2009: 66.658

2008: 55.269

2007: 57.855

2006: 62.644

2005: 65.131

2004: 58.479

2003: 60.169

Faldet i 2007 og 2008 kan tilskrives politireformen og domstolsreformen.

Det forslag støtter vi i Kriminalforsorgsforeningen: http://jp.dk/indland/krimi/article2673101.ece

-          En udvidelse bør altovervejende ske med socialpædagogisk personale – altså med langt mere relevant fagligt personale. I dag er der overvejende tale om en kontrolordning med alt for lidt professionel menneskelig og social støtte, men skal vi have tilbagefaldet til ny kriminalitet ned for alvor, skal der arbejdes på helt nye måder, siger formand John Hatting.

-          Vi skal også løse opgaven bedre, og derfor bør den nuværende fodlænkeordning kvalitetsevalueres af eksperter i socialt arbejde, for i min optik bør der allerede nu rettes mere fokus på den socialpædagogiske støtte til den enkelte indsatte, siger John Hatting.

-          Jeg mener, at vi har ansvaret for, at en evt. udvidelse af fodlænkeordningen bliver faglig forsvarlig og samtidig et nybrud i kriminalforsorgen, således at den personlige sociale støtte og motivation får en mere central placering! Der skal slet og ret være mere tid til samtale og et mindre fokus på kontrol. På den måde vil vi uvægerligt få recidivet yderligere ned, siger John Hatting.

Se artikel i Berlingske: http://www.b.dk/politiko/srsf-oensker-flere-fodlaenker-til-kriminelle

Læs forslaget her: http://www.ft.dk/samling/20111/beslutningsforslag/B16/index.htm

En undersøgelse fra nov. 2009 viser, at 13 procent af de sædelighedsdømte, som er blevet løsladt i perioden 2004-2006 recidiver til ny frihedsstraf inden for en toårig periode. Til sammenligning viser kriminalforsorgens recidivopgørelser, at af dem som i perioden 2004-2006 er blevet løsladt efter en ubetinget dom, recidiverer mellem 35-39 procent til frihedsstraf inden for to år. Undersøgelsen viser således, at de sædelighedsdømte har et markant lavere recidiv til frihedsstraf end kriminalforsorgens samlede klientel.

-    En rapport om sædelighed kriminelles recidiv understreger, at straffenes længde i dag ser passende ud. Man skal aldrig hæve strafniveauet uden en grundig analyse, og en undersøgelse viser, at to år efter er kun 3 procent af de sædelighedsdømte recidiveret til ligeartet kriminalitet, og det er nok noget nær det laveste tilbagefald inde for alle typer af kriminalitet, siger John Hatting.

-    Herstedvester har en kønsdriftsdæmpende behandling, som ligeledes virker efter hensigten. Der har vidst kun været ét eneste tilfælde nogensinde med tilbagefald, som i øvrigt ikke kan tilbageføres til øget kønsdrift, så også her fungerer indsatsen, siger John Hatting.

-    I dag løslades en hel del sædelighedsdømte med vilkår om sexologisk behandling, og indgår de ikke i behandlingen får de helt enkelt ikke prøveløsladelsen. Det meget lave tilbagefald til ny kriminalitet understreger, at den sexologiske behandling altovervejende virker, siger John Hatting.

-    Man skal huske på, at straf i lovens forstand er bøde eller fængsel og ikke andre tvangsmæssige påhit som politikere og andre af uvisse årsager måtte finde virksomme. Man kan tale om at øge straffens varighed, men det er aldeles absurd at tale om tvang. Man kan ikke tvinge folk til indsprøjtninger. Tænk, hvilke monstre, vi potentielt løslader – hvilket had de opbygger til system og samfund, hvis de tvangsmedicineres. Alle psykologiske og psykoterapeutiske tilgange bygger på frivillighed, ellers opnår man ganske enkelt ikke resultater – snarere tværtimod, siger John Hatting.

-    Alt arbejde med straffede bygger på et Normalitetsprincip, som handler om, at afsoningen i så høj grad som mulig skal ligne det omkringliggende samfund – det skal altid være en rettesnor for måden afsoningen tilrettelægges. Frihedsberøvelsen er straffen. Vi kan ikke pine folk, eller på anden måde tvinge mennesker til at stoppe deres ugerninger, siger John Hatting.

-    Jeg har den allerdybeste respekt for ofre og deres nærmeste, og derfor skal debatten om strafniveau og behandlingsformer bygge på saglighed, så vi kan holde recidivet så langt nede som overhovedet muligt, siger John Hatting
-    
DR´s omtale: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/01/17/102110.htm

-    Det koster en hulens masse penge for politiet at bekæmpe den organiserede bandekriminalitet, men vi er alvorligt bange for, at mange af pengene er spildt, for i fængslerne gør vi stort set ikke andet end at opbevare bandemedlemmerne, hvilket mest af alt øger deres sammenhold og had til det etablerede samfund, siger John Hatting formand for Kriminalforsorgsforeningen.

Klik her: Se formand John Hatting (NEWS den 06. januar 2012) debattere forholdene for banderne i fængslerne

-          Det er et velkendt fænomen, at bander i udlandet reorganiserer sig, når medlemmer fængsles, at de bedriver en del kriminalitet indefra fængslet, at de rekrutterer nye medlemmer samtidig med, at sammenholdet styrkes, idet man er sammen hver dag året rundt, så i værste fald løslader vi mere hardcore kriminelle, der føler større had til samfundet, siger John Hatting.
- Kriminalforsorgen fik forrige år 4 millioner via satspuljen til et mindre metodeudviklingsforsøg, men de penge rækker ikke langt, siger John Hatting.

 I Kriminalforsorgsforeningen har vi en række løsningsforslag, som samfundsmæssigt vil være en rigtig god investering: Helt centralt står en massiv undervisnings- og uddannelsesindsats. Bandemedlemmerne har mange gange haft en yderst kedelig opvækst- de skal nu have en ny chance, så vi kan få dem ud af den kriminelle løbebane. Derudover skal de sidde på bittesmå afdelinger, så de ikke fastholder hinanden i den negative bandekultur.

Kriminalforsorgen har I forvejen gedigne udfordringer med overbelæg, og med at tilbyde de indsatte meningsfuld beskæftigelse og ikke mindst undervisning. Her er altså ikke tale om et lille problem, når ressourcer flyttes fra de mere almindelige indsatte og over til medlemmerne af de organiserede bander.
Mindre resocialisering betyder flere kriminelle og mere kriminalitet – det kan ikke være anderledes, så det er på høje tid, at der handles.