352 bandemedlemmer sidder i fængsel

Aldrig har så mange bandemedlemmer siddet i fængsel!

-    Det koster en hulens masse penge for politiet at bekæmpe den organiserede bandekriminalitet, men vi er alvorligt bange for, at mange af pengene er spildt, for i fængslerne gør vi stort set ikke andet end at opbevare bandemedlemmerne, hvilket mest af alt øger deres sammenhold og had til det etablerede samfund, siger John Hatting formand for Kriminalforsorgsforeningen.

Klik her: Se formand John Hatting (NEWS den 06. januar 2012) debattere forholdene for banderne i fængslerne

-          Det er et velkendt fænomen, at bander i udlandet reorganiserer sig, når medlemmer fængsles, at de bedriver en del kriminalitet indefra fængslet, at de rekrutterer nye medlemmer samtidig med, at sammenholdet styrkes, idet man er sammen hver dag året rundt, så i værste fald løslader vi mere hardcore kriminelle, der føler større had til samfundet, siger John Hatting.
- Kriminalforsorgen fik forrige år 4 millioner via satspuljen til et mindre metodeudviklingsforsøg, men de penge rækker ikke langt, siger John Hatting.

 I Kriminalforsorgsforeningen har vi en række løsningsforslag, som samfundsmæssigt vil være en rigtig god investering: Helt centralt står en massiv undervisnings- og uddannelsesindsats. Bandemedlemmerne har mange gange haft en yderst kedelig opvækst- de skal nu have en ny chance, så vi kan få dem ud af den kriminelle løbebane. Derudover skal de sidde på bittesmå afdelinger, så de ikke fastholder hinanden i den negative bandekultur.

Kriminalforsorgen har I forvejen gedigne udfordringer med overbelæg, og med at tilbyde de indsatte meningsfuld beskæftigelse og ikke mindst undervisning. Her er altså ikke tale om et lille problem, når ressourcer flyttes fra de mere almindelige indsatte og over til medlemmerne af de organiserede bander.
Mindre resocialisering betyder flere kriminelle og mere kriminalitet – det kan ikke være anderledes, så det er på høje tid, at der handles.