Birger Christoffersen – næstformand i Kriminalforsorgsforeningen

Fagbevægelsen er under pres – medlemmerne skal i centrum

Siden sidste flerårsaftale har store dele af fagbevægelsen været under et stort pres.

Vores hovedorganisation FTF og den måske kommende sammenlægningspartner LO er særligt udfordret på den lange bane. De mangler i den grad nye nøgler der kan låse muligheder op, i forhold til at få mere indflydelse når der bliver forhandlet efter ”Den Danske Model”. De møder nemlig nogle særdeles stålfaste politikere som vil spare, effektivisere og registrere så meget som muligt.

Det har derfor også givet store udfordringer for KFF og ikke mindst jer medlemmer, som kan mærke det i dagligdagen. Det har nemlig også ramt Kriminalforsorgen men stor kraft, hvor der også skal spares, effektiviseres og registres, så vi kan bevise det vi laver også virker.

Man kan diskutere om det at registrere gør, at vi kommer tættere på klienten, eller tiden bare går fra det daglige samvær. Det kan være klogt at registrere nogle af de grundlæggende arbejdsmetoder, men det må aldrig blive til registreringstyranni.

Under den store reorganisering der fulgte efter, er alle faggrupper i KFF blevet ramt, ikke mindst lærerne, der fik nye arbejdstidsbestemmelser samtidig med, at der snakkes om at udbyde hele eller dele af undervisningsområdet til private udbydere.

Vores ledere og administrative er også hårdt ramt, idet det er dem som skal arbejde i de nye områdekontorer, og de har igennem længere tid været usikre på deres fremtid i form af arbejdssted og opgaver.

Nu er tiden så kommet til Pensionerne som skal igennem en prøveperiode med andre vagtformer end døgnvagter.

Hovedbestyrelsen har under hele reorganiseringen afholdt mange møder med medlemmerne og der vil komme flere til.

Vi prøver også at være så tæt på beslutningstagerne som muligt og få så meget indflydelse som muligt, både fagligt og politisk ved deltagelse i Det Centrale Samarbejdsudvalg og i alle de arbejdsgrupper vi bliver tilbudt deltagelse i.

Jeg vil også gerne rose de medlemmer, der har taget imod de tilbud der er kommet om at deltage i arbejdsgrupper og gjort jeres indflydelse konstruktivt og løsningsorienteret gældende dér.

Som fagforening handler det om, at vi udøver indflydelse og får det bedst mulige ud af situationen, også i de situationer, hvor vi helst ikke ser, at man forandrer alt for meget.

KFF skal også i den kommende periode se på vores struktur som skal tilpasses den nye organisation.

Jeg vil slutte af med at rose vores medlemmer for at arbejde konstruktivt med i hele reorganiseringen selvom det til tider har været svært at holde fokus. I har i hele forløbet fortsat med at arbejde fagligt og løst de problemstillinger der er kommet til jer.

Jeg vil ønske alle medlemmer held og lykke med arbejdet i de nye områder.

Birger Christoffersen
Næstformand