Danskerne ønsker også mildere straffe!

 

Af: Kriminalforsorgsforeningen

 

En ny undersøgelse af kriminolog Flemming Balvig viser, at danskerne i høj grad er uvidende om, hvordan der dømmes ved de danske domstole.

 

Undersøgelsen viser klart, at 59 procent af danskerne synes, at forbryderne skal straffes hårdere. Men undersøgelsen viser samtidig, at hvis danskerne selv skulle dømme i sager om alt fra vold og voldtægt til narko og økonomisk kriminalitet, så ville de give gerningsmændene en væsentlig mildere dom end domstolene rent faktisk gør i dag.

 

Se Politiken: politiken.dk/indland/article1039585.ece

 

I en konkret narkotikasag smugler en hidtil ustraffet 34 årig kvinde 250 gram heroin ind i Danmark. Danskernes dom er ved første vurdering på op til seks måneders ubetinget fængsel, og efter lidt betænkningstid kræver danskerne slet ingen fængselsdom til narkosmugleren. Domstolene vil til gengæld give op til to et halvt års ubetinget fængsel.Det samme gør sig gældende i sager om grov vold, uagtsomt manddrab, økonomisk kriminalitet og trafikdrab, hvor danskernes domme er betydeligt lavere end rettens.

 

Derimod nærmer danskernes strafudmåling sig den, der afsiges ved domstolene i sager om voldtægt og pædofili.

 

Ifølge Politiken vil justitsminister Lars Barfoeds (K) ikke ændre på den retspolitiske kurs. Han henviser til, at regeringen efter en række stramninger nu vil satse mere på forebyggelse og resocialisering af bandemedlemmer og indsatte.

 

- Det er forebyggelsen, der skal satses på de kommende år. Så jeg mener at den balance, der er i retspolitikken, den matcher meget godt den stemning, der er i befolkningen, siger ministeren til Politiken.Resultatet af den nye undersøgelse vækker glæde hos retsordfører i Radikale Venstre, Lone Dybkjær.

 

- Vi har hele tiden ment, at hårdere straffe ikke løser problemerne, og det er da interessant, hvis befolkningen heller ikke folk går ind for det og måske forstår, at der skal en forebyggende indsats til, siger Lone Dybkjær til DR.

 

Den samme holdning indtager Socialdemokraterne og SF, hvorimod DF´s retspolitiske ordfører Peter Skaarup udtaler, at den personfarlige kriminalitet fortsat straffes for mildt.

 

Undersøgelsen er foretaget over en 4-årig periode og inkluderer mere end 7.000 svarpersoner.