Debat: Konflikten med de dybe spor

Det er stort set i hele landet, at ressourcer flyttes fra de mere almindelige indsatte til medlemmer af de organiserede bander.

Det er ikke kun i Statsfængslet i Nyborg og Odense Arrest, at bandekonflikten sætter sig dybe spor

Det er stort set i hele landet, at ressourcer flyttes fra de mere almindelige indsatte til medlemmer af de organiserede bander. Det sker ikke som led i bevidste økonomiske omprioriteringer i Kriminalforsorgen, men som følge af nødvendige ændringer i bl.a. de daglige sikkerhedsrutiner.

Omkring halvdelen af landets 100 bander er repræsenteret i de lukkede fængsler og arresthusene, og det betyder, at de mere almindelige indsatte og i særdeleshed de svageste lades i stikken, idet de ikke fuldt ud får de besøg, de udgange, de gårdture, det cellefællesskab og den undervisning og beskæftigelse, som samlet set bidrager til resocialiseringen af de indsatte.

Mindre resocialisering betyder flere kriminelle og mere kriminalitet – det kan ikke være anderledes. Det betyder desværre også flere ofre samt en millionregning, som samfundet skal betale, og det i en tid, da vi mere end nogen sinde skal bruge skattekronerne med omtanke.

En hulens masse penge

Det koster altså en hulens masse penge for politi, domstole, Kriminalforsorgen og andre at håndtere banderne, og derfor er det på høje tid, at politikere bevilger de nødvendige penge, så Kriminalforsorgen kan adskille banderne på forsvarlig vis.

Det er som om, de ansvarlige politikere holder sig for ørerne og lukker øjnene, mens de beder til, at problemet løser sig af sig selv. Konsekvensen er, at de svageste bliver gidsler, samtidig med at banderne vokser sig stærkere i fængslerne.

Når vi i Kriminalforsorgsforeningen anbefaler bittesmå afdelinger til banderne, kan det lyde dyrt, men måske er det en god investering. Det er et velkendt fænomen, at bander i udlandet reorganiserer sig, når medlemmer fængsles, at de bedriver en del kriminalitet inde fra fængslet – dvs. både i og uden for fængslet at de rekrutterer nye medlemmer samtidig med, at sammenholdet styrkes. Det betyder også, at modstanden mod det etablerede samfund mange gange øges, og skulle enkelte bandemedlemmer få den glimrende idé, at de vil ud af kriminaliteten, så gør gruppepresset det ganske enkelt umuligt.

Små afdelinger

Det er ikke øllebrødsbarmhjertighed eller blødsødenhed, der gør, at vi anbefaler små afdelinger, hvor kontakten med andre med samme overbevisning er begrænset, og hvor afsoningen er tilrettelagt således, at de indsatte i så høj grad som muligt motiveres til at tage en uddannelse. Næh, vi ved bare, at viden, samfunds- og demokratiforståelse og reelle uddannelsespapirer er vejen ud af kriminalitet og genvejen til at blive en god medborger.