Dennis Bryde-Jonasen – medlem af hovedbestyrelsen

Vi har i kriminalforsorgen fået en ny direktør, der ser det som sin fornemmeste opgave at effektivisere ved at omorganisere fra top til bund. Folk må flytte arbejdspladser rundt i landet og nogle er måske så uheldige, at de bliver sagt op eller får deres stilling nedlagt. Som nyvalgt medlem af KFF´s hovedbestyrelse, ser jeg det som en af mine fornemmeste opgaver at forsøge påvirke reorganiseringen og tiden efter, så den bliver så medmenneskelig og skånsom for den enkelte som muligt. Hvis man vil have gode kompetente medarbejdere til fortsat at ville arbejde med den samfundsmæssige vigtige opgave som resocialisering er, så skal alle faggrupper behandles ordentligt og med respekt.

Som repræsentant for pensionerne har jeg tydeligt kunne mærke usikkerhed og utryghed hos kollegerne i forhold til reorganiseringen. Manglende og for langsomme udmeldinger kan være med til at give et dårligt arbejdsmiljø for den enkelte. Bare her det sidste år har været præget af lukning af en pension, sammenlægning af to andre og senest køb af en helt ny. Dertil skal lægges direktørens ønske om at gennemføre et pilotprojekt med ændring af vagtstrukturen på to af udslusningspensionerne. Dette vil jeg naturligt forsøge påvirke i en retning, hvor man ikke går på kompromis med fagligheden og kerneopgaven med at udsluse den enkelte indsatte til en bedre tilværelse. Jeg vil også holde lederne op på, at en god medarbejder skal medinddrages for at kunne tage ansvar og være engageret.