DF foreslår 15 mand i samme celle

I forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde fremlægger Peter Skaarup et spareforslag, som han tror vil spare penge i det danske fængselssystem.

Forslaget indebærer, at udvisningsdømte skal samles på nedlagte kaserner, afsone på 15 mands stuer og have så få tilbud som praktisk muligt

Venstre bakker DF´s forslag op om, at udlændinge skal afsone på 15 mands celler eller i nedlagte kaserner.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/08/06/064532.htm

Det finder vi i Kriminalforsorgsforeningen både urealistisk og uværdigt.

'Det er ikke kun i strid med de europæiske fængselsregler, at mange mennesker skal afsone på samme celle, det er også aldeles udansk at sætte så mange i samme celle’, siger John Hatting formand for Kriminalforsorgsforeningen.

’Vi skal hellere styrke de igangværende initiativer om at få sendt så mange udvisningsdømte kriminelle til afsoning i hjemlandet, og arbejde videre med udrejseafdelinger, som allerede er taget i brug i tre af de lukkede danske fængsler’, siger John Hatting.

’Der står udtrykkeligt i de europæiske fængselsregler, at ”de indsatte skal normalt overnatte i individuelle celler”, og jeg tænker, at det dækker over, at alle uanset nationalitet grundlæggende skal behandles ordentligt’, siger John Hatting.

’I Kriminalforsorgsforeningen er vi også enige i Justitsministerens udsagn om, at ’Udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark, har ikke noget at gøre her. De skal ud af landet’ .

Men løsningen er ikke at behandle folk dårligere og dårligere i håb om, at de så vælger at tage til andre lande end Danmark. Kriminalitet er i dag grænseoverskridende, og løsningerne skal således også findes i fællesskab, siger John Hatting.