Fangerne i landets lukkede fængsler bliver næppe klogere. I hvert fald ikke i boglig forstand

Forklaringen er, at fangerne i landets lukkede fængsler undervises væsentligt færre timer, end de er blevet de seneste fem år. Det viser en opgørelse fra Justitsministeriet, der dog kun dækker årets første otte måneder, skriver Ritzau.

Mens de indsatte sidste år blev undervist i 348.000 timer, ser det i år ud til, at de straffede blot vil tilbringe 260.000 timer på skolebænken. Det svarer til et fald på mere end 25 procent.

Den udvikling finder Kriminalforsorgsforeningens formand, der er ansvarlig for lærere og andre ansatte i landets fængsler, ganske bekymrende.

»Vi har jo bygget hele vores samfund op omkring uddannelse, og derfor er det ganske enkelt absurd, at vi sparer på netop det område«, siger John Hatting.

Han anerkender, at problemerne med stigende bandekriminalitet i landets fængsler har tvunget fokus og ressourcer væk fra undervisningen, men han mener samtidig, at prioriteringen vil udmunde i øget kriminalitet i samfundet.

»Jeg plejer at sige, at fængslerne er universiteter i kriminalitet. Så hvis undervisningen ikke prioriteres højere, vil konsekvensen være, at vi indirekte uddanner de indsatte til at begå mere kriminalitet«, siger John Hatting.