FTF: Ledere mangler uddannelse i stress og psykisk arbejdsmiljø

Stress rammer tusinder af danskere, der sygemeldes. Men meget få chefer ved, hvordan de skal håndtere stress og psykisk arbejdsmiljø, viser undersøgelser, skriver FTF på deres hjemmeside.

Jobbet er en af de største syndere, når det kommer til stress. I de seneste år er tusinder af danskere gået ned med flaget på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø på jobbet.

I en ny måling foretaget for TV2, mener 43 procent af danskerne, at arbejdsgiverne skal tage større ansvar og eksempelvis afholde stresssamtaler.

Og danskerne står ikke alene med deres bekymring. Hvis man spørger lederne selv, føler de sig ikke rustet til at håndtere stress.

I en undersøgelse blandt 1.500 ledere i FTF, giver 68 procent af lederne udtryk for, at de kun i nogen eller meget lille grad føler sig rustet til at tackle problemer med medarbejdernes stress.

LÆS MERE HER: www.ftf.dk/aktuelt/ftf-analyse/artikel/ledere-mangler-uddannelse-i-stress-og-psykisk-arbejdsmiljoe/