Ja til mobiltelefoner i lukkede fængsler

En del tyder på, at det er vigtigere for V og K at spille stærk mand, end at føre en retspolitik, der reducerer kriminaliteten i samfundet, og det er i sig selv stærkt bekymrende, siger John Hatting

V og K afviser mobiltelefoner i fængslerne, men det er uklogt, da det vil kunne nedbringe gentagelseskriminaliteten, siger John Hatting formand for Kriminalforsorgsforeningen.  

En del tyder på, at både V og K mangler helt basal indsigt i hvordan vi forhindrer indsatte i at begå fornyet kriminalitet. En del tyder på, at det er vigtigere for V og K at spille stærk mand, end at føre en retspolitik, der reducerer kriminaliteten i samfundet, og det er i sig selv stærkt bekymrende, siger John Hatting. Fængslerne kæmper en ulige kamp mod narko og mobiltelefoner, for det kan ikke kontrolleres, og det gælder både i Danmark og udlandet. Vi skal fortsat bekæmpe stofferne, men mobiltelefoni vil kun hjælpe de indsatte til at have en sund kontakt til familien og ikke mindst deres børn, hvilket kan bidrage til en sænkelse af ny kriminalitet, og hvem er ikke interesseret i det, spørger John Hatting.  

Vi er i foreningen på det rene med, at der kan være tale om en særlig udfordring hvad angår rockere og andre bandekriminelle, men vi bør i lighed med de åbne fængsler etablere forsøg i lukket fængselsregi.  

Mobiltelefonerne i de åbne fængsler er sat fast på cellen med en kort stålwire.