KFF: Bekymring for ukvalificeret hastearbejde med nye løsladelsesregler!

Tilbagefaldet til ny kriminalitet er heldigvis lavt blandt de afsonere, som halvtidsløslades efter noget-for-noget reglerne. Sådan skal det også være, da det er de motiverede og bedre fungerende indsatte, som er håndplukket til ordningen. Man skal nemlig gøre en særlig indsats og deltage i undervisning, afvænning eller lignende, eller have særligt ordnede forhold, der understøtter et liv uden kriminalitet efter endt afsoning.

I Kriminalforsorgsforeningen er grundlæggende positivt indstillede, når vi får folk ud af fængslerne så hurtigt som muligt. Men i forbindelse med vedtagelsen af, at man nu kan blive halvtidsløsladt efter kun to måneders fængsling mod tidligere fire, er vi bekymrede.

-          Vi skal have et relativt grundigt kendskab til den indsatte for at kunne løslade efter denne ordning, men vi risikerer, at det bliver et ukvalificeret hastearbejde, hvor vi ikke når at se på, hvordan vi bedst kan hjælpe den indsatte videre. Jeg frygter, at det vil betyde et højere recidiv i de kommende år,« siger John Hatting til Berlingske.

Dette afvises af Kriminalforsorgen, men bekymringen deles af foreningens socialfaglige repræsentanter i hovedbestyrelsen, som til daglig har masser af klientsager på deres arbejdsborde.

Ifølge Kriminalforsorgens recidivstatistik er det kun 7,6 pct. af de løsladte efter »noget-for-noget«-ordningen, hvor dømte i særlige tilfælde kan løslades efter halv tid, der bliver dømt for ny kriminalitet.

Link til Berlingskes artikel af 9.juni 2011: http://www.b.dk/nationalt/noget-for-noget-loesladelse-minimerer-ny-kriminalitet