KFF: En sejr for fornuften

I dag er den kriminelle lavalder igen 15 år. Siden den 1. juli 2010 har den ellers været 14 år, men inden lavalderen for et par år siden blev centrum for værdipolitiske kampe, var der ingen, der anfægtede at den kriminelle lavalder var 15 år.

Det var også helt tilbage i 1905, at den daværende Rigsdag hævede den kriminelle lavalder fra 10 til 14 år. Femogtyve år senere i 1930 hævede et bredt flertal i Rigsdagen den kriminelle lavalder med yderligere ét år til de nuværende 15 år, ja, på nær fire medlemmer, stemte samtlige medlemmer af Rigsdagen for forslaget.

Jeg vil kalde dagen i dag for en sejr for fornuften, og med denne kronik vil jeg argumentere for, at der reelt ikke eksisterer ét eneste fagligt som sagligt redeligt rationale, der taler for en lavere kriminel lavalder, hvis vi ellers skal bygge land med love, der er baseret på viden og ikke funderet på et indre buldrende følelsesliv, som tændes, hver gang især den kulørte presse forarget svælger i enkeltsagers makabre detaljer.
Den gode nyhed er, at ungdomskriminaliteten er faldende. Den er faldet støt og roligt siden midt-firserne, og er ikke påvirket af om der føres den ene eller anden retspolitik. Nedsættelsen af den kriminelle lavalder forrige år var således mere et politisk værktøj til at signalere fasthed og konsekvens, og da forslaget var i høring, fik det derfor også en ganske ublid medfart.
Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet i daglig tale Ungdomskommissionen var den daværende regerings egen tænketank, og de frarådede i klar tale at sænke den kriminelle lavalder af en række indlysende årsager, derunder at fængselsstraffe i mange tilfælde vil være mere belastende for unge end for voksne. Det samme gjorde sig gældende i den lange række af høringssvar, der blev afgivet af så forskellige organisationer som diverse fagforeninger, Børnerådet, Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Dommerforeningen, Advokatrådet, KL, Danske regioner samt Østre og Vestre Landsret.

Ungdomskommissionen udtalte blandt andet følgende om den kriminelle lavalder: ”Vælger man at nedsætte den kriminelle lavalder vil der således primært være tale om en tidligere ’retliggørelse’ af barnets problemer, hvilket i henhold til undersøgelser i sig selv kan medføre en negativ kriminalpræventiv effekt. Man risikerer således herved, at barnet tidligere stemples som kriminel, og at der er en betydelig risiko for, at barnet, til skade for behandlingsmulighederne, ikke ønsker at medvirke til opklaringen af det kriminelle forhold!”.
Ungdomskommissionen pegede også på den nødvendige inddragelse af forældre, skole og andre, hvilket kun ville blive vanskeliggjort, hvis retssystemet involveres.
Ungdomskommissionen konklusion om en sænkelse af den kriminelle lavalder var på intet tidspunkt til at tage fejl af: ”Af de ovennævnte grunde, herunder særligt det forhold, at en sænkelse af den kriminelle lavalder kan forventes at have en negativ kriminalpræventiv effekt i forhold til målgruppen, skal et flertal i kommissionen generelt anbefale, at indsatsen i forhold til børn under den kriminelle lavalder, der begår kriminalitet, gøres mere effektiv og virkningsfuld gennem en styrkelse af de ikke-strafferetlige reaktionsmuligheder frem for ved sænkelse af den kriminelle lavalder”.

Den nuværende opposition har i sine spørgsmål til den siddende regering haft en del fokus på, at 14 årige, der begår kriminalitet nu bliver straffrie. Det er rigtigt, at de ikke kommer for en dommer og verserende sager aflyses. En del medieopmærksomhed er i den forbindelse gået på, at 14 årige nu i stedet for en strafferetslig sanktion går fri og helt uansvarligt i bedste laissez faire stil overlades til dem selv og fortravlede kommunale socialrådgivere, som mest af alt vil komme med formanende løftede pegefingre om, at de er ude på et skråplan.

Min bekymring går mest af alt på utilstrækkelig økonomisk formåen i den kommunale sektor, men ellers er jeg fagligt helt tryg ved, at der forud for eventuelle forebyggende og intervenerende sociale hjælpeforanstaltninger går et grundigt udredningsarbejde, at kommunerne derfor kan iværksætte forløb og tiltag, der er rettet mod den enkelte unge og at foranstaltningerne løbende kan tilrettes, således at opgaven løses bedst muligt.

Kommunerne kan eksempelvis give støtte i skole og hjem. De kan udpege en kontaktperson og formidle praktikpladser og lignende. I grovere sager kan der udstedes et såkaldt ungepålæg, som forpligter den unge til at tage imod et relevant tilbud eller pålægger den unge konkrete handlepligter, f.eks. om at skulle være hjemme på et nærmere bestemt tidspunkt (eksempelvis fredag og lørdag aften), eller om at skulle bidrage til at genoprette den skade, som er forvoldt en anden person ved hærværk mv.  Endelig er der i grove tilfælde af kriminalitet mulighed for anbringelse uden for hjemmet, herunder på institution.
I Kriminalforsorgsforeningen foretrækker vi socialfaglige foranstaltninger for unge under 15 år, der har begået kriminalitet. For vi ved, at ved ophold i fængsler eller andre former for sikrede institutioner udvikler de unge mange gange en asocial adfærd, asociale attituder og en negativ opfattelse af samfundet. Det etablerede samfund bliver så at sige fjenden, og de unge identificerer og forstår sig selv som en sej subkultur, der udtrykker sin foragt for samfundet gennem kriminalitet.

Dette har justitsministeriets forskningsenhed i en rapport om ungdomskriminalitet fra 2008 også identificeret: ”Risikoen er stor, ved at placere unge kriminelle på institutioner sammen, idet de på institutionen udvikler negativ ungdomskultur med antisociale attituder og antisocial adfærd”.
Det er derfor ikke tilfældigt, at vi har taget den internationalt anerkendte kriminolog Nils Christies yderst rammende udsagn til os: ”Fængsler er Universiteter i Kriminalitet”, for i fængsler og lignende institutionstyper tales der så uendeligt lidt om følelser, familie, samfund, demokrati, job og uddannelse, men derimod ikke så lidt om kriminalitet. De unge lærer af hinanden og ikke mindst af de ældre medindsatte: De udveksler erfaringer og idéer, de giver hinanden tips til steder, hvor det kunne være en god idé at bryde ind eller begå et røveri, og de er ikke blege for at fortælle om og prale af de mest spektakulære forbrydelser, som de senest har begået. Alt i alt lærer man i fængslerne stort set ikke noget af det, man skal bruge, når man bliver løsladt. Det forholder sig snarere lige omvendt, hvilket også blev klarlagt af en af 1900 tallets mest betydningsfulde sociologer Goffman helt tilbage i 1960érne. Så det er på ingen måde ny viden, at man aflæres de sociale kompetencer man mange gange besad, før man blev indsat, idet fængselslivet fordrer en hård facade, nærmest ingen selvstændighed og meget få sociale færdigheder, og udviser man svaghed, bliver man ofte kanøflet. Nej, et fængselsophold giver til gengæld de seneste opdateringer i alle typer af kriminalitet, som i mange tilfælde skal afprøves efter endt straf – for så bliver man nemlig en af de sejeste – næste gang man kommer i fængsel.

Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Antallet af gengangere er bekymrende højt blandt de yngste kriminelle, og der er ikke noget tydeligt tegn på, at den kriminelle lavalder selvstændigt får de unge til at afbryde en kriminel løbebane, idet kriminalitetskurverne ikke knækker, når de unge 14 og 15 årige er stødt på lavalderen.

Det vil sige, at lavalderen i sig selv ingen præventiv effekt har. Hertil kommer, at kriminaliteten for børn under 15 ikke fylder væsentligt i det samlede kriminalitetsbillede, og den har i øvrigt heller ikke været stigende det seneste tiår.

Alle lovforslag følges normalt op med en række spørgsmål fra oppositionen, som skal bidrage til at afdække det stillede forslags virkning og konsekvens. Et glimrende spørgsmål relaterede sig til lavalderen i andre lande, og her svarede den tidligere regering, at Slovakiet er det eneste land, der i nyere tid har sænket den kriminelle lavalder. Det vil sige, at ingen andre civiliserede eller halv- korrupte lande for den sags skyld, har sænket den kriminelle lavalder, altså lige bortset fra Danmark.

Det tidligere østland argumenterede lige så langt ude i skoven som den tidligere danske regering, idet de lod forstå, at 14 årige i dag i højere grad end tidligere besidder den fornødne modenhed til, at det er forsvarligt at anvende strafferetslige sanktioner. I Kriminalforsorgsforeningen har vi nu ikke noteret os nogen former for udviklingspsykologisk forskning, der understøtter dette postulat. Det kan godt være, at ungdommen kommer tidligere i puberteten i dag end det var tilfældet for generationer siden, men det forhold plejer man da normalt ikke at forveksle med den ’fornødne intellektuelle modenhed’, som der blev henvist til.

Argumentationen sås i øvrigt også kun anvendt i spørgsmål om kriminalitet og straf. Den seksuelle lavalder, valgretsalderen, hvor gammel man skal være for at køre på knallert eller for den sags skyld købe cigaretter eller alkohol har på intet tidspunkt været en reel del af debatten om, hvornår børn og unge besidder den fornødne modenhed.

Med omvendt fortegn udviste den nuværende opposition også interesse for den fornødne modenhed og spurgte til baggrunden for, at ministeren ikke mener, at en 14 årig har den fornødne modenhed til at det er forsvarligt at anvende strafferetslige reaktioner. Ministeren henviste i sit svar til Ungdomskommissionens redegørelse og tilføjede fornuftigt, at kriminalitet ikke kan forebygges eller for den sags skyld bekæmpes ved at behandle børn som kriminelle voksne.

Det er i debatten også blevet fremhævet, at den kriminelle lavalder varierer en hel del. Det er rigtigt, at lavalderen for den angelsaksiske del af verden ligger omkring de 10 år. Skotterne hævede den eksempelvis for et par år siden fra 8 til 12 år. Det er i den sammenhæng væsentligt at bemærke, at deres retstraditioner, ej heller børne- og menneskesyn, har meget til fælles med de nordiske traditioner, hvor Norge som det sidste land i 1990 hævede den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år til det nuværende fællesnordiske niveau.
Inden Norge hævede lavalderen oplevede de i en periode en del ungdomskriminelle 14-årige, men de tog konsekvensen og hævede den kriminelle lavalder, og gjorde de 14 årige straffri, hvilket har været en medvirkende årsag til, at problemet er blevet mindre. Socialdepartementet undersøgte i 1994 konsekvenserne af forhøjelsen. Konklusionerne var ikke soleklare, men den registrerede kriminalitet blandt 14-årige var faldet en anelse. Ledende eksperter indenfor ungdomskriminalitet og børns udvikling var stolte, og de fremhævede, at børn skal hjælpes og støttes – ikke straffes og indespærres.

Mange politikere ønsker ikke børn i de danske fængsler, men virkeligheden er og har været, at der hver dag året rundt er børn i Kriminalforsorgens institutioner. 

Børn under 18 år må som udgangspunkt overhovedet ikke anbringes i almindelige fængsler. Det fastslår FN´s børnekonvention og De Europæiske Fængselsregler, men det har myndigheder og politikere set stort på længe.
FN's Komite for Barnets Rettigheder fastslog i 2007 i rapporten 'Children's Rights in Juvenile Justice', artikel 30, at en kriminel lavalder mellem 14 og 16 år er acceptabelt.

Men komiteen gjorde det samtidig klart i artikel 32, at medlemslande hele tiden skal arbejde på at hæve den kriminelle lavalder. På den baggrund sænkede Danmark den kriminelle lavalder i direkte modstrid med FN´s anbefalinger.
FN´s børnekonvention, som Danmark ratificerede i 1991, taler også sit eget tydelige sprog: I børnekonventionens artikel 3 nævnes det, at barnets tarv skal komme i første række. I artikel 37 B står der, at fængsling kun må bruges som sidste udvej, og i artikel 40 fremhæves det, at myndighederne har ansvar for at fremme, at barnet resocialiseres.

De europæiske fængselsregler fastslår, at børn op til 18 år som hovedregel ikke må tilbageholdes i et fængsel for voksne. Dertil kommer, at et varetægtsfængslet barn især i provinsen de facto vil være isoleret, da de i udgangspunkt ikke må have samvær med voksne, og hvis nogen skulle have glemt det, er isolationsfængsling jo tortur.

Uanset om vi ser på vores internationale og konventionsbårne forpligtelser, virkningen af en tidligere retliggørelse af unge mennesker, de forhåndenværende socialfaglige og pædagogiske forebyggende og intervenerende sociale hjælpeforanstaltninger samt den tilgængelige kriminologiske viden, ikke kun fra Danmark, men også fra sammenlignelige systemer, er det min klare opfattelse, at der reelt ikke eksisterer ét eneste faglig som sagligt redeligt rationale, der taler for en lavere kriminel lavalder. Derfor er dagen i dag en sejr for fornuften. Men det er samtidig forståeligt nok, at vi ofte debatterer enkeltsager, gerningsmandens afstumpethed og ofrenes helt urimelige behandling, hvorfor det kan være en stor og til tider næsten uovervindelig udfordring at bevare en rationel tilgang til det retspolitiske område.

Det er mit ønske, at vi med straffesystemet skal sende klare og tydelige signaler til den enkelte om, at de kriminelle gerninger er uønskede, samtidig med at straffenes længde og sammensætning i sig selv ikke nedbryder den kriminelle unødigt. Står det til mig, skal vi tænke straf klogere. Vi skal turde tage livtag med de straffe, der udløser det største recidiv. Det er nok klart, at der altid vil være kriminalitet i et samfund, men lad os gøre noget af det, der virker – noget af det, der modvirker, at unge kriminelle får en lang kriminel løbebane med alt for mange ofre på samvittigheden.