Kriminalforsorgen har spurgt de indsatte om deres mening

Kriminalforsorgen gennemførte sidste år en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige indsatte i landets fængsler og arresthuse.

Undersøgelsen offentliggøres i dag.

I Kriminalforsorgsforeningen hæfter vi os positivt ved den gode kontakt, der er mellem indsatte og ansatte.

Vi roser samtidig Direktoratet for Kriminalforsorgen for vilje og mod til at lade de indsattes stemmer komme frem.

Til gengæld er der andre nedslående facts, som kommer frem i undersøgelsen og som kalder på selvransagelse og nye strategier:

  • Under halvdelen af de indsatte fik de nødvendige oplysninger ved indsættelsen om forholdene i fængslet og om behandlings- og beskæftigelsesmulighederne.
     
  • Mellem 25 og 46 procent angiver, at de har fået opfyldt deres ønsker for arbejde, uddannelse, misbrugsbehandling og programvirksomhed (kognitive programmer, anger management mv.)
     
  • 53 procent vurderer, at de er meningsfuldt beskæftiget i fængslet eller arresthuset.
     
  • 19 procent angiver, at de – når de har brug for kontakt med offentlige myndigheder – kan bruge internettet.
     
  • 25 procent af kvinderne svarer, at de har været udsat for seksuel chikane

I KRIMINALFORSORGSFORENINGEN ønsker vi en retspolitisk debat, der gerne skal munde ud i forslag, der skal skabe mere mening i et fængselsophold og dermed og mindre kriminalitet i samfundet, siger formand John Hatting

Han tilføjer: Vi må og skal indrette vores fængselsinstitutioner endnu bedre, så vi langt om længe får brudt de stagnerende tilbagefaldsstatistikker.
Udover den rå opbevaring af klientellet, skal vi bidrage til et tryggere samfund, med færre kriminelle, færre ofre og hvor pengene i endnu højere grad anvendes på de indsatser, der virker.

Læs undersøgelsen