Kvindefængsel, ja tak!

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 29. oktober 2017.Læs også med her: jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9985315/et-kvindefaengsel-er-paatraengende/

Som snart det eneste land i verden har Danmark besynderligt nok ikke et kvindefængsel. Det vil regeringen nu rette op på, og det er en rigtig god idé.

Når vi i Danmark ikke har haft et kvindefængsel, er årsagen, at vi med vores "normaliseringsprincip" indtil videre har troet på, at det er bedre at blande mænd og kvinder i fængslerne.

Men et vigtigt spørgsmål trænger sig på: For hvor mange ydmygelser, hvor meget prostitution, hvor mange beskyttelseslignende proforma-kæresteforhold, handel med stoffer og sågar voldtægter skal der til, før kvinderne afskærmes fra mændene, og før Danmark beslutter sig for at beskytte fængslede kvinder, som konventioner, menneskerettigheder og helt almindelig sund fornuft tilsiger? Det burde være en politisk sag, som alle fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten uden videre kunne tilslutte sig, men sådan har det indtil videre ikke forholdt sig.

Når vi i Kriminalforsorgsforeningen gennem årene har foreslået et kvindefængsel i Danmark, er det for at stoppe prostitution og overgreb på kvinder i fængslerne. Kvinderne er magtmæssigt i bunden i fængselshierarkiet, og der er ikke mange, der taler deres sag. Det er åbenlyst uværdigt, at vi ikke straks løser disse menneskelige tragedier, som på forskellig vis udspiller sig bag fængselsmurene.

Løsningen er et kvindefængsel og helst nogenlunde midt i Danmark, hvor misbrugsbehandling, varetægt og lukket og åben afsoning samles, og hvor afsoningen er tilrettelagt, så undervisning og beskæftigelse sigter mod kvindelige behov og ikke den mandsdominerede sysselsætning, som tilfældet er i dag. Det giver den tryggeste og bedst tilrettelagte afsoning, som samtidig indeholder markant forbedrede resocialiseringsmuligheder.

Det er på den baggrund, at vi appellerer til landets politikere om at turde indrette et kommende kvindefængsel, så kvinderne bliver hjulpet bedst muligt. Lidt forenklet kan man inddele kvinderne i to grupper. Den ene halvdel er kvinder med alle mulige forskellige problemer, mens den anden halvdel er socialt massivt udsat (og gennemsnitligt langt mere socialt udsat end mændene).

Denne gruppe af fængslede kvinder bærer på de tungeste personlige og sociale problemstillinger og har som følge heraf brug for helhedsorienterede, solide sociale indsatser, der er langt mere velkoordinerede, end Kriminalforsorgen hidtil har formået, idet kvinderne har været spredt og fordelt rundt om i landets fængsler.

Man kan afslutningsvis stille spørgsmålet om, hvor mange skrækkelige enkeltsager der skal til, før der findes en ordentlig politisk løsning? For det er veldokumenteret, at ikke så få indsatte kvinder har stærke fanger som kærester for på den måde at beskytte sig mod overgreb, men i realiteten indgår de i et prostitutionslignende forhold, som er en modydelse for beskyttelse.

Dertil kommer sexchikane og andre ydmygelser. Det må da være stof til eftertanke, at vi er det eneste moderne demokrati i verden, som ikke har et kvindefængsel. Det vil sige, det passer kun næsten, for Island har heller ikke et kvindefængsel, men landet har også kun i gennemsnit en halv kvindelig indsat, som de skal finde et afsoningssted til.