Læserbrev i Politiken den 5. december 2011

Det er aldrig en god løsning at sende børn i fængsel

NÆSTE ÅR sætter regeringen den kriminelle lavalder op til 15 år. Det er i sig selv ganske klogt, men de bør gøre arbejdet færdigt og sikre, at ingen under 18 år opholder sig i kriminalforsorgens institutioner - fordi det er helt enkelt nedbrydende og i strid med FN's børnekonvention, de europæiske fængselsregler og fra tid til anden også menneskerettighederne.

Antallet af børn i fængsel er heldigvis faldet en del. Ikke fordi den kriminelle lavalder blev sænket, men fordi kommunerne ikke kan betale for ordentlige sociale indsatser, fordi politiet nu bruger flere kræfter på banderne end på ungdomskriminalitet, og fordi SSP mange steder er blevet beskåret.

Til forskel fra tidligere sidder de fleste børn i dag kort tid i fængsel, men det ændrer ikke på det faktum, at det aldrig er en god løsning at sende dem i fængsel.

Forskning peger på, at børn og unge, der indsættes i fængsel , ikke afskrækkes, men adapterer selv hærdede kriminelle normer, og dermed er vejen banet for en lang kriminel løbebane, som efter et utal af fængselsophold ender med førtidspensionering og en kummerlig voksentilværelse uden mulighed for reelt at tage del i samfundet. I skærende kontrast står kriminalforsorgens officielle holdning, som er, at man varetager barnets tarv. Ifølge nudansk ordbog betyder tarv: »Det, der anses for det bedste for nogens trivsel«. Det betyder jo nærmest, at børn stortrives i fængslerne.
 
I børnekonventionens artikel 3 nævnes det, at barnets tarv skal komme i første række.
I artikel 37 B står der, at fængsling kun må bruges som sidste udvej, og i artikel 40 fremhæves det, at myndighederne har ansvar for at fremme, at barnet resocialiseres.
De europæiske fængselsregler fastslår, at børn under 18 år som hovedregel ikke må tilbageholdes i et fængsel for voksne. Dertil kommer, at et varetægtsfængslet barn især i provinsen de facto vil være isoleret, da de i udgangspunkt ikke må have samvær med voksne, og hvis nogen skulle have glemt det, er isolationsfængsling jo tortur.
I regeringsprogrammet står der, at vi nu skal til at overholde internationale konventioner. Det er i sig selv barokt, at man er nødt til at skrive det, men tydeligvis nødvendigt.

I Kriminalforsorgsforeningen er vi af den klare faglige opfattelse, at ingen under 18 år bør opholde sig i kriminalforsorgens institutioner. Forskningen peger entydigt på, at især børnene udvikler negativ ungdomskultur med antisociale attituder og antisocial adfærd. Det giver da ikke megen mening, at det etablerede samfund bliver deres fjende, og at de identificerer og forstår sig selv som en cool subkultur, der udtrykker sin foragt for samfundet gennem alvorlig kriminalitet.