Læserbrev i Politiken: Der skal gives bedre svar, når politikerne stiller spørgsmål til ministeren!

Folketinget må udarbejde mere præcise regler på området.

LÆSERBREV BRAGT I POLITIKEN DEN 07. NOVEMBER 2014:

Retsordførere til højre og venstre for Regeringen rettede i sidste uge en sjælden skarp kritik mod Justitsministeriet. I denne uge forflyttede ministeren departementschefen. Om det er løsningen vil tiden vise, men her og nu er der fortsat rigelig plads til forbedring. Retspolitikerne henviste til en række konkrete sager, derunder asyl-citatsagen og nødløgnen i forbindelse med retsudvalgets besøg på Christiania. De oplever en kynisme og et ministerium, der ikke ligefrem rutter med sandheden. Det billede kan jeg godt genkende, og kritikken har i min optik været relevant at rejse i en årrække. Det sidste tiår har jeg læst tusindvis af spørgsmål fra Retsudvalget og dets politikere, og de efterfølgende svar fra ministeren.

Det er ikke sjældent, at §20 spørgsmål og andre spørgsmål fra politikere til ministeren først besvares lige inden fristens udløb, og så er der gået nærved en måned siden spørgsmålet blev stillet. Det er selvsagt et demokratisk problem. Jeg har også noteret mig et hav af gange, at der selv på entydigt stillede spørgsmål svares finurligt udenom, eller at svaret helt eller delvist drejes over på andet emne. Det er selvsagt et endnu større demokratisk problem. På den baggrund kunne man stille Justitsministeriet det åbne spørgsmål om der her, når ret skal være ret, ikke er tale om systematisk magtmisbrug og magtfordrejning?

Når politikerne efter en måned følger op med nye spørgsmål og der går endnu en måned inden der foreligger nye svar, som måske, men ikke sikkert, kommer lidt tættere på sagens kerne, er det min påstand, at denne marathon-metode er med til at dræne politikerne for energi og dermed også for deres spørgelyst i konkrete sager. På den måde vanskeliggøres den demokratiske kontrol af en given myndighed, samt af administrative praksisser og af konkrete sagshåndteringer. Med en sådan de facto administrativ-politiserende praksis koncentreres magten yderligere i ministeriet eller hos de myndigheder, der er på ressortområdet. Det betyder, at der nemmere kan dækkes over fejl, at Folketinget og dets politikere ikke nødvendigvis informeres fuldt ud samt at vedtagne love ikke i alle tilfælde implementeres og følges som intenderet. Det må vi som samfund kunne gøre bedre, og jeg vil anbefale Folketinget at udarbejde mere præcise regler på området, og hvor Ombudsmandsinstitutionen får til opgave at udøve kontrol med om reglerne og ånden i reglerne efterleves.