Læserbrev: Kedelig Strafrekord Kræver Nytænkning

John Hattings læserbrev i Politikken om stigningen i den samlede mængde ubetingede frihedsstraf.

Bragt i Politiken den 2. februar 2012: Domstolene satte sidste år en ny og ganske kedelig rekord, idet den samlede mængde ubetingede frihedsstraf - den såkaldte strafmasse nåede op på ikke mindre 71.965 måneder, hvilket er omkring 1000 måneder flere end året før.

Justitsministeren siger i den forbindelse ganske fornuftigt til Politiken, at han vil øge brugen af samfundstjeneste og lægge større vægt på brugen af alternative strafformer.

Det er i sig selv helt rigtigt. Naturligvis skal folk allerhelst fastholdes i job og uddannelse, mens de afsoner. Det er kernen i det vi kalder klogere straffe. Men vi skal også turde tage livtag med de straffe, der udløser det største recidiv. Vi må og skal have færre kriminelle, og én af metoderne kunne være at se på om vi kan løslade folk hurtigere, men med vilkår om behandling, uddannelse eller andet, der passer til den enkeltes situation. Vi skal helt enkelt stille krav til den enkelte, og vi skal samtidig stille nye krav til Kriminalforsorgen og de myndigheder, der samarbejdes med. Der er brug for en mindre revolution på Kriminalforsorgens område, hvis vi reelt skal have mindre kriminalitet og dermed også færre ofre. Vi kan med fordel begynde med nogle af de områder vi kender i forvejen: Udvid fodlænkeafsoningen for domme på op til 8 måneder, mod fem måneder, som det er i dag. Der skal en langt bedre uddannelsesindsats til. Alt for mange har end ikke færdiggjort 9. klasse. Det skal de hjælpes til og derudover skal vi have mange ud i lærerpladser, i gang med ungdomsuddannelse og lignende. Det kræver ikke kun et mentalt tigerspring, men også investeringer i Kriminalforsorgen, som jeg er overbevist om vil give et fornemt økonomisk og socialt afkast. Det er i dag et kæmpe samfundsspild, at de unge sidder unyttige hen i fængslerne. Tænk, vi løslader ca. 14.000 mennesker hvert år. Alt for mange begår ny kriminalitet og alt for mange af de øvrige bliver passivt forsørget – om ikke resten af deres dage, så i en lang årrække.

Måske skal kommunerne betale for at have deres borgere i fængsel, så de reelt motiveres til at hjælpe dem, når de bliver løsladt. Kommunerne ”glemmer” ganske enkelt borgerne mens de sidder inde. Det er alt for dyrt, ineffektivt og selvfølgelig uværdigt for den enkelte.

Fængslerne har til alle tider været en social skraldespand. Men vi hører mest om pladsmangel og dårligt arbejdsmiljø. Lad mig straks advare mod at øge kapaciteten. Det vil være en ond cirkel, hvor vi fodrer os selv med halen – og sikrer, at de kriminelle kommer igen og igen. For fængselslivet er desværre som heroin, nemlig stærkt vanedannende. Jeg ville ønske, at vi kunne invitere alle borgere en tur i spjældet. Ikke bare til et hurtigt kig, men længe nok til at se, at bagved den hårdkogte facade er der en række karakteristika som passer på de fleste indsatte og deres familier: Der er en stærk overrepræsentation af folk med anden etnisk oprindelse end dansk. Det skal bemærkes, at renses tallene for socio-økonomiske forhold, er indvandrere og efterkommere ikke mere kriminelle end etniske danskere. Der er også massive misbrugsproblemer og alt for mange psykisk syge. Mange har oplevet alvorlige svigt, vold og misbrug i barndommen samt at have været plejeanbragt eller lignende. Tallene afslører også særdeles sparsomme erhvervserfaringer, et ringe uddannelsesniveau og markant lavere indkomstforhold.

Alt i alt skal vi derfor sætte ind med virksomme tiltag og ikke opfatte kriminelle som folk, der jo selv har købt billetten. Langt flere skal have en personlig mentor – ikke bare nogle måneder, men måske i 3-4 år. Vi skal have systematisk studie- og erhvervsvejledning i fængslerne. Banderne skal splittes ud på bittesmå afdelinger, så vi kan få mulighed for at påvirke dem til at træde ud af deres bande u-væsen. Vi skal afprøve mobiltelefoner i lukkede fængslerne, så man kan bevare kontakten til sine børn og dermed også bevare troen på et almindeligt liv uden kriminalitet, vi skal afskaffe en stor del af de rutinemæssige urinprøver, hvor vi dagligt ydmyger hundredvis af indsatte, vi skal have ny lovgivning, som forbyder børn i vores fængsler, vi skal afprøve betingede pletter på straffeattesterne for alle under 25 år, vi skal prøveløslade langt flere, vi skal udsluse langt flere, vi skal ansætte professionelle socialpædagoger til at støtte og motivere den enkelte til et liv uden kriminalitet, som forhåbentligt fører til et aktivt og virksomt liv med familie, børn og arbejde. Og der er meget meget mere vi kan gøre, men lad os nu komme i gang.