Nu Åbner Fængselsskolerne.

Undervisningsområdet i Kriminalforsorgen står over for en langsom, gradvis og faseopdelt genåbning, som sundhedsmæssigt gerne skulle være til den lidt forsigtige side.

Kære Fængselslærere og andre undervisere i Kriminalforsorgen.

I direktør Lykke Sørensens mail til samtlige medarbejdere den 7. maj 2020 om at vi alle skal fortsætte arbejdet enten hjemmefra eller på tjenestestedet medmindre nærmeste leder oplyser andet, lagde vi til grund, at undervisere skulle blive hjemme indtil den 8. juni. Men som I har set, åbner samfundet nu hurtigere end forventet. Det skal undervisningsområdet i Kriminalforsorgen også. Når vi ser bort fra gymnasier og universiteter, er langt de fleste andre skoleformer i samfundet heldigvis også på vej tilbage til en normalisering.

 

Direktoratets ledelse har bekræftet, at der er tale om en langsom, gradvis og faseopdelt genåbning, som sundhedsmæssigt er forsigtig, så det tilstræbes at vægte hensynet til de indsattes behov for meningsfulde aktiviteter og hensynet til at risikoen for smittespredning skal være så lille som mulig af hensyn til både indsatte og jer som ansatte.

På din arbejdsplads skal der være en inddragende dialog, så TR og kollegerne tages med på råd. Det skal være trygt at gå på arbejde. Ledelserne vil også kun det bedste, men skulle enkelte blive for fokuserede på åbning, og sikkerhedshensyn tilsidesættes, så sig det straks til TR og AMR. Hjælper det ikke, så kontakt os med det samme på Corona@KFF.dk

Som det fremgår af genåbningsplanen for beskæftigelse åbner uddannelsesafdelingerne først. Tilsvarende gælder, at fængselslærere, der ikke er tilknyttet en uddannelsesafdeling, kan arbejde på skolerne (eller i tilstødende lokaler) for at forbereder start af undervisning i fase 2, ligesom I forsætter med at levere studiemateriale til de indsatte via betjentene. Tidspunktet for, hvornår underviserne skal møde på tjenestestederne, er ikke fastlagt, men det må forventes, at der ikke er behov for at alle undervisere møder ind på tjenestestedet for at forberede undervisningen allerede fra den 18. maj, men det vil blive tilrettelagt lokalt, dog således, at direktoratet er med i planlægningen for så vidt angår de eksaminer, der kan afholdes, og for de vurderingssamtaler, der skal gennemføres som erstatning for eksamen for elever på AVU.

 

I KFF er vi blevet kontaktet fra det meste af landet, da der hersker nogen forvirringen om genåbningen af fængselsskolerne. Derfor håber vi, at ovenstående bidrager til lidt mere klarhed nu hvor undervisning og uddannelse af indsatte rykker fra at være en kritisk opgave, der kan løses hjemmefra, til at være en kritisk opgaver, der skal løses fra tjenestestedet.

 

Sluttelig skal det også nævnes, at I er lærere og derfor ikke kan sættes til hvad som helst. Selvfølgelig skal I ikke gøre rent, eller løse opgaver, der ligger langt fra jeres fag, men vi skal heller ikke være rigide og ufleksible. I disse tider kan vi alle spritte et bord af, et dørhåndtag og lignende af, hvis man har været i lokale sammen med andre. Bliver du i tvivl, så spørg (F)TR eller en god kollega.

Pas godt på jer selv og hinanden og hold nu fortsat afstand!