Nu hedder alle indsatte officielt klienter!

”Indsatte bliver til klienter” står der at læse på Kriminalforsorgens intranet.

Klient er nu den eneste officielle skriftlige og på sigt sikkert også mundtlige betegnelse for indsatte, klienter, beboere og andre som Kriminalforsorgen har i sin varetægt.

Kært barn har mange navne. Kriminalforsorgens tidligere direktør tøvede ikke med at kalde de indsatte for fanger, men nu har man besluttet en ny fælles benævnelse.

På et ledermøde i november traf Kriminalforsorgens ledelse beslutningen, at man fremover skal skrive klienter, uanset om vi taler om indsatte, klienter i frihed eller beboere på vores pensioner.

Der står videre på intranettet: I praksis kan vi naturligvis stadig omtale klienterne, som vi plejer, men det officielle ord for dem alle er klienter. Det er altså det ord, der skal bruges i breve, rapporter, på hjemmesider og så videre.

 

I Kriminalforsorgsforeningen hilser vi den tilstræbte normalisering og tværgående benævnelse velkommen, men der skal også lyde et men. For risikerer vi ikke også yderligere klient- og dermed fremmedgørelse med øget brug af termen klient?