Ny Flerårsaftale 2018 - 2021

Politisk aftale om Kriminalforsorgens økonomi for de kommende fire år

Flerårsaftalen for perioden 2018 – 2021 betyder at fængslet i Ringe ændrer status fra ungdomsfængsel til udvisningsfængsel. Jyderup fængsel bliver i 2020 til et kvindefængsel.

En række arresthuse på Sjælland lukker og erstattes med et stort og langt mere effektivt arresthus, som dækker store dele af Sjælland. Men det har lange udsigter.

Kriminalforsorgen har fået hjemmearbejde og skal lægge en plan for lukningerne af den overskydende kapacitet. Aftalen tilfører også en masse nye betjente, men spørgsmålet om hvor de skal komme fra kan ingen besvare.

Der har været massive kampagner, men der er ikke mange, som søger job i Kriminalforsorgen. Det skyldes selvfølgelig de gode tider, hvor folk snildt kan tjene mere andre steder – og så selvfølgelig al den presse om hvor farligt jobbet i kriminalforsorgen er.

Nå, ministeren er glad, det er forligspartierne også, og som man kan se på billedet, er vores direktør også glad.

De synes alle sammen, at vi har fået en god aftale, men når man kigger tallene efter, kan man blive en smule i tvivl. For når der er gået fire år, så er økonomien næsten uændret, og i aftalens allersidste linje kan man læse følgende:

Kriminalforsorgen er ligesom øvrige statslige institutioner i aftaleperioden omfattet af generelle tekniske korrektioner og generelle tværgående effektiviseringsinitiativer i forbindelse med finanslovsprocesser mv. Der var også enighed om, at kriminalforsorgen kan realisere effektiviseringer på ca. 70 mio. kr. i 2018 stigende til ca. 260 mio. kr. i 2021.

Ifølge aftaleteksten videreføres en række resocialiserende initiativer, men sandheden er samtidig, at de rækker ikke langt.

I snart mange år har kriminalforsorgen gennemført besparelser. Hvor der tidligere var mange gode initiativer, som kunne give mange indsatte håb om en fremtid uden kriminalitet, er der i dag en del færre tiltag, som ja, ..er rettet mod langt færre.