Statsansatte taber kapløbet om fryns

Vi citerer Politiken, Børsen og en række elektroniske medier i dag:

 

Mens privatansatte frynser derudad og kommunale medarbejdere har indledt jagten på de attraktive personalegoder, står ansatte i staten alene tilbage.

De er helt udelukket fra frynsekapløbet, skriver bla. Politiken.

Statsansatte har ikke adgang til goder som pendlerkort, avisabonnementer og sundhedsforsikringer, hvilket er velkendte goder i kommuner og den private sektor.

De såkaldte bruttolønsordninger vinder frem i kommunerne, og har længe været en fast del af det private arbejdsmarked. Dermed taber de statsansatte lønmæssigt terræn.

- Det er jo en fuldstændig ejendommelig form for forskelsbehandling af medarbejdere på arbejdsmarkedet, at de statsansatte er udelukket", siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til Politiken og Børsens Nyhedstjeneste.

I flere af de fagforeninger, der organiserer statsansatte er man uforstående over for, at deres medlemmer ikke kan opnå samme personalegoder.

- Det er et kæmpe problem for de statsansatte, der i forvejen sakker bagud lønmæssigt. Staten skal både kunne rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere, og det er kun sværere, når vi ikke kan tilbyde fordele som personalegoder", siger John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen til bla. Politiken mandag.

- Når man vurderer et job, så vurderer man de tilbud, der ligger i det. Det er så arbejdsvilkår og løn, men det er også personalegoder. Derfor kan vi godt undre os såre over, at der skal være den forskel på statsansatte og andre offentligt ansatte. Og især i forhold til det private arbejdsmarked", siger Politiforbundets formand, Peter Ibsen til Politiken mandag.

I det store statslige overenskomstforlig fra foråret 2008 erkendte arbejdsgiver, at arbejdsmarkedet skævvrides. Derfor steg lønnen også ekstraordinært med 0,2 % 1. april 2009. - Det betyder ca. 50,- før skat for en medarbejder, der tjener 25.000,- om måneden, og det er jo unægteligt ikke alverden, siger John Hatting.