Straffene er hævet 47 gange siden 2002

Ifølge en opgørelse fra Justitsministeriet har regeringen hævet straffene 47 gange siden 2002 skriver Politiken den 28. juli 2010.

Mange gange er straffene blevet mere end fordoblet i et enkelt hug. Topscoreren er strafskærpelsen for ikke at redde nogen i nød, der i 2004 fik ottedoblet strafferammen fra tre måneder til to års fængsel.  

- Regeringen glemmer, at længere straffe betyder mere kriminalitet, for jo længere du har siddet i fængsel, jo større er sandsynligheden for at du også begår ny kriminalitet, siger John Hatting formand for Kriminalforsorgsforeningen. Derfor skal vi anvende straf klogt, og ikke bare straffe mere og mere, siger han.

Juraprofessor Jørn Vestergaard er enig.  - Mange af stramningerne er jo udtryk for ren symbolpolitik, der ikke i nævneværdig grad påvirker lovlydigheden«, siger han til Politiken.