75 års jubelæum

75 års Jubilæet

Ved Kriminalforsorgsforeningens 75 års jubilæum blev der forfattet et jubilæumsskrift af Poul Kjeldsen (Formand 1967-83)

Jubilæumsskriftet

Tilbageblik i foreningens historie

Allerede i 1916 opstod de første tanker om at danne en forening. 19. januar 1917 tager fuldmægtig Hoff ved Christianshavns kvindefængsel initiativ, idet han sender en skrivelse til Vridsløselille, Nyborg og Horsens med henblik på stiftelse af en forening for tjenestemænd til at varetage standens interesser. Foreningen skulle tilslutte sig den i København nydannede "Fællesrepræsentation for offentlig ansatte tjenestemænd i Danmark".

Stemningen var positiv, og den 10. september 1917 afholdes det stiftende møde på hotel "Postgården" i Nyborg. Den 18. september 1917 vedtages de første love for foreningen, som det stiftende møde havde lavet forslag til.

Foreningen startede med 44 medlemmer, der var fordelt over fire lokalafdelinger: Christianshavn, Vridsløselille, Nyborg og Horsens.

Lokalforeningernes stiftende møde, hvor lovene skulle godkendes, fandt sted således: Christianshavn den 19. september, Vridsløselille den 20. september, Nyborg den 27. september og Horsens den 2. oktober i 1917.

Bestyrelsen konstituerede sig med fængselsinspektør Erik Pontoppidan Kampmann, Nyborg som foreningens første formand.

Generalforsamlingen i lokalforeningerne var foreningens øverste myndighed, medens bestyrelsen forestod den daglige ledelse.

I marts 1919 meddeler formanden, Erik Pontoppidan Kampmann, at han ikke finder formandshvervet foreneligt med hans stilling som fængselsinspektør, hvorefter fuldmægtig Otto Møller Horsens vælges til formand.

Det var ikke foreskrevet i lovene, at der skulle vælges revisorer, og det blev taget meget unådigt op, da et medlem foreslog det.

Bestyrelsen optog det som et mistillidsvotum og fastslog, at bestyrelsen selv kunne udfærdige og revidere regnskabet. Der skulle gå 17 år, før man fik valgt revisorer, som medlemmerne havde valgt. I 1930 udpegede bestyrelsen en revisor, men først i 1934 lykkedes det at få valgt 2 revisorer, der ikke måtte være medlem af bestyrelsen.

I 1922 stiftes et Samråd af tjenestemænd ved anstalterne og hospitaler. Efter debat i bestyrelsen besluttes det at tilslutte sig samrådet. I forvejen var foreningen allerede i 1920 blevet medlem af "Fællesrådet for offentlige ansatte tjenestemænd i Danmark".

En overgang så det ud tit, at foreningen ville blive opdelt i to foreninger, idet assistentgruppen truede med at udtræde og danne egen forening. Forslagsstilleren var den eneste, der meldte sig ud, idet forslaget trods alt blev negativt modtaget. Det skete i 1925, men to år efter ville det udmeldte medlem gerne optages i foreningen igen. Bestyrelsen forlangte en undskyldning - ikke mindst fordi den pågældende skulle have ført forhandlingsprotokollen, hvilket han havde undladt. Foreningen er derfor ganske uden referater for årene 1923 og 1924. Andet arkivmateriale har dog kunnet afhjælpe denne kalamitet.

På trods af de manglende referater fra 1923 og 1924 er det lykkedes at finde frem til, hvornår foreningen tilsluttede sig CO II. Det skete den 21. oktober 1924, idet "Fællesrepræsentationen" netop var blevet opløst.

Ved formandsvalget i april 1924 fik Otto Møller 19 stemmer, medens modkandidaten værkmester Lerløv fik 18 stemmer. Der var 6 blanke stemmer. Samme Otto Moller var for øvrigt formand for foreningen i 3 perioder - i 1919, 1924 og 1936!

En gennemgang af gamle referater viser, at uniformsspørgsmål gang på gang gav anledning til hede debatter, som selv de ikke-uniformerede tog livligt deli. Efterhånden blev de civile medlemmer dog trætte af diskussioner om skulderstropper og emblemer, og det resulterede allerede sidst i tyverne i ideer om at foreslå alle uniformerede overført til Dansk Fængselsforbund.

I 1931 meddeler direktoratet foreningen ændrede satser for benyttelse af eget transportmiddel: Auto 47 øre, motorcykel 20 øre, cykel 15 øre og hestekøretøj 30 øre.

I juli 1934 besværer direktøren sig over foreningens navn: Foreningen af overordnede tjenestemænd under Fængselsvæsenet, idet han påpegede, at man kunne tro, at foreningen også dækkede direktoratets embedsmænd. Allerede måneden efter ændredes navnet derfor til: Foreningen af overordnede tjenestemænd ved de under Fængselsvæsenet hørende anstalter.

I 1936 opstod tanken om udgivelse af et medlemsblad, men der skete det ejendommelige, at samtlige medlemmer undlod at stemme, hvorefter forslaget bortfaldt.

I 1939 rejser Nyborg-afdelingen spørgsmålet om ikke tiden er inde til eventuelt at overføre forhandlingsretten for uniformsgruppen til Dansk Fængselsforbund. Bestyrelsesformanden afviste spørgsmålet med en bemærkning om, at Nyborg "var langt ude".

I 1942 opstår tanken om at sammenslutte Dansk Fængselsforbund med vor forening, og der var faktisk udarbejdet et skelet for en samlet forening. Foreningens medlemmer nedstemte forslaget. Da der for en del år siden var tanker fremme om en sammenslutning af CO I og CO II blev spørgsmålet igen aktuelt, men lederne af de to organisationer fastslog den gang, at et godt samarbejde var bedre end en dårlig sammenslutning. Siden har spørgsmålet ikke været berørt.

I august 1946 optages 4 nye lokalafdelinger: Fængselsafdelingen på Sundholm, Horserød, Møgelkær og Faarhus. Der er nu 312 medlemmer i 13 lokalafdelinger: København, Sundholm, Vridsløselille, Nyborg, Horsens, Søbysøgård, Sdr. Omme, Herstedvester, Horserød, Møgelkær, Faarhus, Kragskovhede og arrestforeningen.

I marts 1946 udkom foreningens første medlemsblad "Dansk Fængselsblad". Det indeholdt lønstatistikker, referater af hovedbestyrelsesmøder, møder i Gruppen, Fællesrådet, Etatsudvalget og CO II's hovedbestyrelse. Der var anmeldelse af faglitteratur og alle mærkedage blev nævnt. Desuden var der en række historiske artikler om forholdene i Viborg og Odense tugthuse, arbejdsdriften og arrestvæsenet. Et utal af klip fra andre blade optrådte i stort omfang, medens indlæg fra medlemmerne var et særsyn.

Udgiften til bladet afholdtes ved, at en annonceagent hjemsøgte de forskellige leverandører til anstalterne over hele landet, medens foreningen alene skulle betale forsendelsesomkostningerne.

I december 1958 udsendtes det sidste nummer af medlemsbladet, idet formanden fandt, at vi i længden ikke kunne være bekendt at presse leverandørerne til at tegne annoncer. Navnlig den i hvert nummer gentagne opfordring til læserne, der lød således: "Støt annoncørerne - de støtter os", generede formanden.

Tjenestemandsdomstolen af 1946 behandlede 3 sager vedrørende tjenestemænd i Fængselsvæsenet. Det drejede sig om såkaldt landsskadelig virksomhed. Det medførte 2 afskedigelser og 1 frifindelse. Foreningen tegnede sig for den ene afskedigelse.

I slutningen af 1946 ændres arbejdstiden for kontorpersonale i Fængselsvæsenet fra 48 timer til 42 timer pr. uge.

I april 1948 meddeler direktoratet, at foreningens medlemmer straks efter ansættelsen skal forrette opsynstjeneste i mindst 1 måned.

I juni 1948 ordineres for første gang i Danmark 3 kvindelige præster. Den ene var pastor Ruth Vermehren ved Statsfængslet i Horserød, som straks blev medlem af foreningen.

I gamle dage var damer meget forsigtige med hensyn til afsløring af deres alder, og da medlemsbladet i 1949 bragte en lykønskningsartikeltil et kvindeligt medlem, der fyldet 40 år, resulterede det i en udmeldelse.

I løbet af 1949 udmeldte fængsels- og viceinspektørerne sig af foreningen, "på grund af et magtbud fra Inspektørforeningen" som skrevet står. Det fastslås, at Inspektørforeningen er frit svævende i luften - uden forhandlingsret og uden tilknytning til andre organisationer.

Samme år protesterer foreningen kraftigt over for direktoratet, idet man kræver, at bokseundervisningen i Møgelkær straks bringes til ophør.

Et spørgsmål, der optog foreningen meget lige fra starten, var ferielængden, men i 1951 fejrede statens ferieudvalg 14 års jubilæum, uden at der fremkom en endelig betænkning.

I marts 1953 afløser fængselslærer Stenholt Laursen værkmester H. Johs. Poulsen som redaktør af Dansk Fængselsblad. De var begge fra Nyborg. H. Johs. Poulsen var redaktør i 7 år, medens Stenholt Laursen virkede i 5 år, indtil bladet gik ind. Hans motivering var den, at medlemmerne ikke skrev til bladet, og han var træt af at klippe ide andre etatsblade. Dertil kom som tidligere nævnt formandens betænkeligheder ved at presse Fængselsvæsenets leverandører til at annoncere.

Forhandlingsretten for det uniformerede personale blev efter en vedtagelse i det såkaldte nimandsudvalg i juni 1953 overført fra Dansk Fængsels- og Arrestforening til Dansk Fængselsforbund. Arrestforvarerne blev dog stående i foreningen i endnu 6 år.

På Dansk Fængsels- og Arrestforenings generalforsamling i 1953 ændres lovene, således at konstituerede, honorarlønnede, regulativlønnede og vikarer kan optages som medlemmer af foreningen. Kontingentet udgjorde kr. 3 pr. måned.

I efteråret 1953 afholdtes det fjerde fængselsmøde på Nyborg Strand med deltagelse af direktoratet samt 10 deltagere fra hver anstalt/straffelejr repræsenterende samtlige personalekategorier.

Ferieudvalget kom omsider med en betænkning i 1953 efter at have siddet i 16 år. Herefter fik tjenestemænd i 1. og 2. lønningsklasse 4 ugers ferie, medens alle andre fik 3 uger - dog først efter det fyldte 53. år.

Ved folketingsvalget i 1953 tog Fællesrådet (Danske Tjenestemænd og Funktionær Organisationer) et usædvanligt skridt. Foreningen modtog ligesom andre medlemsorganisationer en opfordring til, at medlemmerne ved det forestående folketingsvalg alene skulle stemme på tjenestemænd.

Samme år meddeler direktoratet, at man vil igangsætte en interskandinavisk udveksling af personale i Fængselsvæsenet. Der kan hvert år udveksles 2 tjenestemænd fra to forskellige kategorier i 1 måned.

I juni 1954 offentliggør Knud Lundberg i dagspressen et opsigtsvækkende forslag: "Fanger skal behandles ambulant på hospitaler i stedet for yderligere forråelse i fængslerne. Psykologer og psykiatriske læger skal medvirke i stort tal, hvorefter fængslerne er overflødige". Foreningen drøftede sagen, men undlod at tage til genmæle.

I november 1954 efter uniformsgruppens overførsel til Dansk Fængselsforbund, er forholdet mellem forbundet og foreningen noget spændt. Det afspejles i en lille "krig" mellem medlemsbladene. I "Dansk Fængselsblad" stod en artikel, som "Fængselsfunktionæren" kommenterede og sluttelig skrev 'Så ved vi da det". "Dansk Fængselsblad" svarer arrigt: "Så ved A.C. Pedersen-bevægelsen da noget". "Fængselsfunktionæren" bliver noget grovere og svarer: "uvidende, naive og godtroende lærere og psykologer lader sig føre bag lyset af fanger, der tager dem rigtig godt i skægget".

I april 1956 modtager foreningen meddelelse om, at staten vil indføre jubilæumsgratialer nemlig kr. 250-, 400- og 500- for henholdsvis 25, 40 og 50 år. Det betød kr. 10- for hvert år. Dette beskedne beløb medførte, at adskillige af foreningens medlemmer nægtede at modtage beløbet.

Ved foreningens jubilæum i 1957 indledte foreningens formand, J.C. Abildgaard Jensen 40 års jubilæet med en tale til hovedbestyrelsen, hvor han påpegede, at den beskedne frokost for hovedbestyrelsen den 18. september i virkeligheden burde være afholdt den 10. september. Han havde i arkivet fundet ud af, at det stiftende møde faktisk fandt sted den 10. Ejendommeligt er det, at der ikke blev gjort noget ved det, idet lovens § 1 burde have været ændret allerede den gang.

I begyndelsen af 60'erne huserede det såkaldte "Lambækudvalg" over hele landet. Udvalget repræsenterede direktoratet og organisationerne. Det var første gang foreningen blev kastet ud i sparebestræbelser i større omfang. Organisationerne fik af Finansministeriet løfte om en rationaliseringsgevinst, idet der ville blive stillet 15% af lønbesparelser til rådighed for omklassificeringer. Ved denne lejlighed modtog foreningen kr. 130.000- til formålet. I de følgende år lykkedes det at få næsten samtlige stillinger gennormeret uden tilbagebetaling af rationaliseringsgevinsten. Vi blev lovet "ro på området", men allerede et par år efter var den gal igen. Som følge af dalende belægstal nedsatte direktoratet "Belægsgruppens" - stort set med de samme personer, der sad i "Lambækudvalget" - Foreningen fik klar besked på, at der ikke denne gang kunne blive tale om rationaliseringsgevinst.

I 80'erne er der gang på gang af Finansministeriet stillet krav om besparelser.

Belægsgruppens arbejde resulterede i, at foreningen skulle nedlægge 5 fængselsassistentstillinger, 3 lærerstillinger og 0 forsorgsstillinger.

Finansministeriet udtaler i 1960 til direktoratet, der orienterer foreningen, at for at kunne blive ansat som forsorgsmedarbejder er uddannelsen som socialrådgiver ikke nok. Der må kræves en videregående uddannelse som f.eks. lærer eller en eventuel embedseksamen. Kravet bort-faldt, da foreningen over for Finansministeriet gjorde gældende, at de nugældende lønningsklasser ville umuliggøre rekruttering. Finansministeriet ville ikke ofre penge på sagen.

Den 19. september 1967 afholdtes 50 års jubilæet i restaurant "Karnappen". Hovedbestyrelsen med damer deltog, medens der var inviteret gæster fra direktoratet, Dansk Fængselsforbund, Inspektørforeningen, CO II og Gruppen af etatsforeninger i CO II.

Da medlemmerne også skulle have lejlighed til at markere dagen bevilgede hovedbestyrelsen 25- kroner pr. medlem til lokalforeningerne.

I 1969 forsøgte departementschef Boas at nedlægge direktoratet og placere det i et ministerielt kontor. Efter heftig modstand fra organisationerne og forhandlinger i Finansministeriet bevaredes direktoratet, idet dog direktørens direkte henvendelse til justitsminister og Retsudvalg afskaffedes. Departementet skulle endvidere til enhver tid være velinformeret om Kriminalforsorgens økonomiske forhold. Det er ikke for meget sagt, at H.H. Brydensholt misligholdt aftalen. Da der opstod en overskridelse på 8 millioner på overarbejdskontoen og samarbejdet mellem direktøren og organisationerne efterhånden blev dårligere og dårligere meddelte Justitsministeriet i januar 1980, at H.H. Brydensholt havde søgt og fået en stilling som landsdommer i Østre Landsret.

De af direktoratet udsendte "Fængselsfaglige meddelelser" afløs-tes i 1969 af et blad "Kriminalforsorgen". Fængselsinspektør, Erik Andersen, forbundsformand, Laustsen og Poul Kjeldsen dannede redaktionsudvalg. Bladets levetid blev ret kortvarigt, idet både Laustsen og Kjeldsen ikke kunne forstå, at artikler som medlemmer havde tilsendt redaktøren overhovedet ikke forelå på redaktionsmøderne. På forespørgsel erklærede redaktøren, at hvis han ikke fandt artiklerne for egnede, så gik de direkte i papirkurven. Derved døde bladet.

I juni 1969 kom der ny tjenestemandslov. Der blev stor harme i hele landet udover Københavns-området. Årsagen var den, som det blev hævdet, at der var sket en voldsom favorisering af Københavnerne. Loven blev vedtaget trods stor modstand fra det øvrige land.

Umiddelbart efter lovens vedtagelse ændredes jubilæumsgratialerne til kr. 500-, 800- og 1000- for henholdsvis 25, 40 og 50 års tjeneste. Siden ændret til kr. 4000-, 5000- og 6000-.

I 1971 får foreningen dispositionsret over Øster Jennet - en nedlagt gartnerbolig nord for Kragskovhede. Huset, der er i to etager ligger i en skøn plantage med rigt plante- og dyreliv. Øster Jennet ligger ca. <metricconverter productid="14 km" w:st="on">14 km</metricconverter> nord for Frederikshavn, og det har været flittigt anvendt af medlemmerne, idet ca. 60% af medlemsskaren samt ansatte fra Kriminalforsorgens øvrige organisationer har lejet huset i perioder, hvor vore egne medlemmer ikke har gjort brug af det. Nogle år senere disponerede foreninggen over "Gry" ved "Lyng" og endnu senere udlejede foreningen "Skomagerhuset" på Langeland. De to senere huse er imidlertid ikke længere aktuelle.

Allerede i oktober 1955 havde medlemmerne foreslået, at foreningen indkøbte et sommerhus, der kunne udlejes til medlemmerne. Efter en heftig debat i hovedbestyrelsen blev forslaget afvist.

Den 15. marts 1973 blev en historisk dag for tjenestemændene, idet der i adskillige styrelser var mange tjenestemænd, der nedlagde arbejdet og i tusindvis samledes på Christiansborg Slotsplads med transparenter og faner for at protestere mod regeringens behandling af tjeneste-mændene. Foreningens formand bar CO II's transparent i spidsen for alle CO II'erne. Det kom til at koste fradrag i lønnen for 4 timers fravær for alle, der havde deltaget, men CO II holdt dog medlemmerne skadesløse. En tilsvarende arbejdsnedlæggelse et par år senere resulterede i fradrag i lønnen for fraværet samt bøder, der blev afstemt efter hvilken lønramme den pågældende befandt sig i. Denne gang undlod CO II at blande sig for ikke at pådrage sig organisationsansvar.

I 1973 integreres Dansk Forsorgsselskab i statens område. Det gik ikke stille af. Det siger sig selv, at det ville blive vanskeligt for medarbejderne at indgå i statens stive lønsystem, og det resulterede også i store lønnedgange, ikke mindst for lederne, der på årsbasis mistede kr. 10.000-. Rent foreningsmæssigt blev der efterfølgende strid om forhandlingsretten, men det lykkedes foreningens formand at få vedtaget et forslag til vedtægterne på CO II's repræsentantskabsmøde, der fastslog, at forhandlingsretten for forsorgsmedarbejderne tilhørte Kriminalforsorgs-foreningen. Ca. 40.000 stemmer gik ind for forslaget, medens ca. 2.000 stemte imod. Der har med jævne mellemrum gennem årene været rørt ved spørgsmålet, men efterhånden synes sindene at være faldet til ro.

Allerede i april 1976 opstod planer for at foretage en gennemgribende ændring af foreningens struktur, men generalforsamlingen nedstemte forslaget. Det besluttedes dog, at strukturudvalget skulle arbejde videre med sagen. Samtidig genetableres lønudvalget, der fik til opgave at foreslå generelle spørgsmål om lønplaceringer.

Den 18. september 1977 blev foreningens 60 års jubilæum afholdt i restaurant Zoo med samme deltagerkreds som ved 50 års jubilæet. Det fremgår ikke af arkiverne, om lokalforeningerne blev tilgodeset ved den lejlighed, som det skete 10 år tidligere.

I 1978 krævede lærerne indgåelse af en arbejdstidsaftale, som den kendtes i andre lærerorganisationer. Direktoratet var absolut ikke med på tanken, og foreningens formand måtte lægge øre til forblommede trusler om, at man kunne anvende lærere udefra. CO I I gik ind i sagen, idet ingen forening kunne indgå aftaler uden CO II's medvirken, og det endte da også med, at det lykkedes CO II's forhandler at gennemtrumfe en arbejdstidsaftale. Det medførte for øvrigt, at repræsentanten for forsorgs-medarbejderne også krævede en arbejdstidsaftale, men her stod CO II af.

Foreningen fik i 1978 egne lokaler på Enighedsvej 6 i en tidligere lejebolig. 2 år senere flyttede foreningen til Fængselsvej 3 i Albertslund. Fra efteråret 1988 flyttede foreningen til den tidligere bogholderbolig på Vestre Fængsel.

I 1980 blev der lovgivet til imødegåelse af den såkaldte venterpukkel, der efterhånden nærmede sig 10.000, der gik og ventede på afsoning. Kriminalforsorgens kapacitet blev øget med 400 og i den forbindelse normeredes et større antal midlertidige stillinger som følge af den stigende volds- og narkokriminalitet.

De midlertidige stillinger blev efter nogle år normeret som tjenestemandsstillinger.

I foråret 1980 vælges foreningens formand, Poul Kjeldsen til næstformand i Gruppen, hvilket resulterede i sæde i CO II's forretnings-udvalg og hovedbestyrelse.

Den 12. juni 1980 beslutter hovedbestyrelsen, at der til samtlige medlemmer skal udsendes et "Cirkulære" den 10., 20. og 30. i hver måned. "Cirkulæret" afløste det duplikerede medlemsblad "Månedsnyt".

Fra 9. marts - 13. marts 1981 afholdt foreningen det tredje interne kursus for tillidsrepræsentanter i Horserød. Der havde allerede i marts og maj 1980 været afholdt sådanne kurser med 15-20 deltagere på hvert hold. Foreningen afholdt samtlige udgifter. 6 tillidsrepræsentanter deltog i øvrigt hvert år i CO II-kurser.

Det forlød i organisationskredse, at man udover de årlige omklassificeringer kunne tilvejebringe store penge, hvis man foreslog en vurdering af foreningens stillinger, og der blev så gennem CO II skabt mulighed for en stillingsvurdering af de stillinger som lå inden for foreningens område. Finansministeriet fastslog, at der kun bliver tale om at vurdere egentlige arbejdslederstillinger.

Procederen startede i 1982, og den omfattede 73 stillinger som leder i direktorat og ved anstalterne og ved anstalterne.

Resultatet blev oprykning af 37 stillinger varierende fra oprykning med l lønramme til 5 lønrammer. 4 stillinger skulle rykkes ned, dog først ved ledighed, medens resten af stillingerne forblev i den aktuelle lønramme.

I det store og hele var der tilfredshed med resultatet, der dog gav mindre end ventet. Der var således grupper og enkeltpersoner, der mente, at de ikke var blevet rimeligt vurderet.

Den nye teknologi, der indførtes flere steder i 1983 gav gang på gang anledning til episoder. Der opstod store uoverensstemmelser mellem civilt og uniformeret personale om hvem, der skulle betjene terminalerne. Efter en nærmest voldelig episode mellem HK'ere og en vagtmester indkaldte Søren Andersen, Dansk Fængselsforbund til et møde mellem formændene for organisationerne. Her besluttedes det, at det civile personale skulle betjene terminalerne i tiden kl. 8 - 16, medens uniformsgruppen klarede resten af døgnet.

I 1984 fremkom et forslag om, at foreningen skulle have lønnet formand med placering i lønramme 35. Efter nogle økonomiske beregninger blev forslaget trukket af forslagsstilleren på repræsentantskabs-mødet den 24. maj 1984.

I 1975 blev der indgået en samarbejdsaftale mellem foreningen og Dansk Socialrådgiverforening. Den blev imidlertid ensidigt opsagt af Kriminalforsorgsforeningen, idet møderne hovedsageligt drejede sig om kritik af Kriminalforsorgsforeningen.

Der er i juni 1989 indgået en ny samarbejdsaftale. Den kom i stand efter, at Socialrådgiverforeningen erklærede sig villig til at undlade nye forsøg på overførsel af forhandlingsretten til Dansk Socialrådgiverforening, hvilket for øvrigt ville kræve en ændring af CO II's vedtægter, der i så henseende er baseret på en principbeslutning i repræsentantskabet i 1980, der fastslår, at CO II først og fremmest skal være baseret på arbejdspladsrettede organisationer. I maj 1991 indgik foreningen en samarbejdsaftale med Dansk Sygeplejeråd.